Redegørelse: sådan skriver du en god redegørelse i dansk

Opgaven siger, at du skal skrive en redegørelse for forfatterens synspunkter, og du går i gang med at skrive. Tre sider senere har du genfortalt hele artiklen fra første til sidste afsnit. Det ligner en god besvarelse, men det er et referat, og det var ikke det, opgaven bad om. En redegørelse handler nemlig om at vælge ud, ikke om at gengive alt.

Skrivehandlingen dukker op hele vejen gennem skoletiden: i dansk i folkeskolen, i dansk-historieopgaven i 1.g, i SRO og i SRP. UVMs læreplan for dansk A på stx nævner den som en af de centrale skriftlige fremstillingsformer sammen med at diskutere, analysere, fortolke og vurdere. Her får du styr på, hvad en redegørelse er, hvordan den adskiller sig fra referat og resumé, og hvordan du bygger en fra bunden.

Hvad er en redegørelse?

Din veninde har ikke set den serie, som alle i klassen taler om. Du fortæller hende ikke hver eneste scene. Du siger, hvem hovedpersonen er, hvad konflikten handler om, og hvorfor slutningen overraskede dig. Du vælger det vigtigste ud, ordner det og forklarer, så hun kan følge med. Sådan fungerer en redegørelse i sin kerne.

Ordet er en sammentrækning af udtrykket at gøre rede for, og det siger faktisk det meste. Du gør rede for, hvordan noget forholder sig, så læseren forstår det uden selv at have læst teksten. Ifølge Dansksiderne.dk er redegørelsen en forklarende fremstilling, der ofte kun dækker ét aspekt, for eksempel en persons holdning, et miljø eller et tema. Og så er der en grænse, du ikke må overskride. Som Gyldendals Skriveøvelser til dansk pointerer, må du ikke fortolke de synspunkter, du redegør for. Fortolkningen kommer senere i opgaven.

Hvorfor beder lærerne så ofte om den? Fordi den afslører, om du har forstået stoffet, før du begynder at have meninger om det. En analyse, der bygger på en skæv redegørelse, vælter. Derfor fylder redegørelsen så lidt i de store opgaver og betyder alligevel så meget: Den er det, alt andet står på.

Redegørelse, referat og resumé: hvad er forskellen?

Hvad sker der, hvis tre elever bliver bedt om at redegøre for den samme kronik? Den første skriver et referat og følger kronikkens rækkefølge afsnit for afsnit. Den anden skriver fire linjer og kalder det en redegørelse. Den tredje starter med hovedsynspunktet, ordner argumenterne efter vigtighed og forklarer, hvordan afsenderen bygger sin sag op. Kun den tredje har lavet en redegørelse. De tre begreber bliver blandet sammen hele tiden, men forskellene er heldigvis til at få øje på.

Referat og resumé er gengivelser. Redegørelsen er en forklaring. Derfor bestemmer du selv rækkefølgen i en redegørelse, mens du i et referat følger tekstens komposition. Og mens et referat skal med hele vejen rundt, dækker redegørelsen ofte kun de dele, som opgaven spørger til. Vil du se, hvordan et referat bygges op, kan du læse vores guide til at skrive et referat.

Sådan skriver du en redegørelse trin for trin

Start ikke med at skrive. Start med at læse, og læs gerne teksten to gange. Første gang for at forstå den, anden gang med en blyant i hånden. Du leder efter påstande, argumenter og den måde, afsenderen vælger at fortælle det på. Først når du kan sige hovedpointen højt i én sætning, er du klar til at skrive.

1. 1

   Læs opgaveformuleringen først

   Find ud af, hvad du præcis skal redegøre for. Er det hele teksten, en persons holdning eller en teori? Opgaveformuleringen afgør, hvad der skal med.

2. 2

   Læs og markér

   Understreg påstande og argumenter. Skriv stikord i margenen om, hvem der siger hvad.

3. 3

   Find hovedsynspunktet

   Formulér tekstens hovedpointe i én sætning. Den sætning bliver din åbning.

4. 4

   Disponér efter vigtighed

   Lav en kort disposition med hovedsynspunktet først og undersynspunkterne bagefter. Du følger ikke tekstens rækkefølge.

5. 5

   Skriv med markører og tjek bagefter

   Skriv i nutid og tredje person, og brug markører, der viser, at det er afsenderens ord. Læs til sidst igennem og stryg alt, der ligner din egen mening.

Trin fire er det, der gør forskellen. Journalister bygger artikler efter princippet om faldende vigtighed, og det virker også i en redegørelse. Den, der kun læser dit første afsnit, skal stadig kunne forstå, hvad teksten går ud på. Se, hvordan det ser ud i praksis med en tænkt kronik.

Sætter du de fire trin sammen, får du et lille, sammenhængende stykke tekst. Læg mærke til, at der ikke står et eneste ord om, hvorvidt forfatteren har ret. Du får heller ikke at vide, om kronikken er velskrevet. Det er der en grund til: Redegørelsen skal give læseren et rent billede af teksten, så analysen bagefter kan tage fat præcis dér, hvor det er interessant.

Redegørelsesmarkører: sådan viser du, at det er andres ord

Læs de to sætninger højt: "Mobiltelefoner ødelægger koncentrationen." og "Ifølge forfatteren ødelægger mobiltelefoner koncentrationen." Den første lyder som din egen påstand. Den anden gør det klart, at du gengiver. Den lille forskel er hele pointen med redegørelsesmarkører, også kaldet distancemarkører. De skaber afstand mellem dig og det, du redegør for, så læseren aldrig er i tvivl om, hvis mening der står.

Markørerne skal komme med jævne mellemrum, men du skal variere dem. Hvis hvert eneste afsnit begynder med "Forfatteren siger", bliver teksten ensformig. Skift mellem verber som hævder, fremhæver, påpeger, argumenterer for og konkluderer. Vælg dem med omtanke, for "påstår" lyder som tvivl, og "påpeger" lyder som enighed. Begge dele er en vurdering, som du helst holder ude.

Undgå tidsangivelser som "i begyndelsen af kronikken" og "til sidst". Du følger ikke tekstens rækkefølge, så vendingerne bliver misvisende. Skriv i stedet, hvad der er hovedsynspunkt, og hvad der er undersynspunkt.

Nutid, tredje person og neutralt sprog

Tre sproglige valg gør en redegørelse til en redegørelse. Du skriver i nutid, selv om teksten blev skrevet for ti år siden: "Forfatteren hævder", ikke "forfatteren hævdede". Du skriver i tredje person, også når teksten selv bruger jeg-form. Står der "jeg mener", skriver du "afsenderen mener". Og du vælger neutrale ord.

Det sidste er sværere, end det lyder. Skriver du, at en politiker "tordner løs mod" et forslag, har du lagt en holdning ind i verbet. "Kritiserer" gør det samme arbejde uden at farve sætningen. Ordvalget er et af de steder, hvor din lærer kan se, om du kan holde distance. Spørg dig selv ved hver sætning: Kunne afsenderen selv skrive under på min formulering? Hvis ja, er du på rette spor.

Prøv det selv på en sætning, du har skrevet i dag. Find et verbum eller et adjektiv, der farver. "Afsenderen angriber" bliver til "afsenderen kritiserer", og "et klart synspunkt" bliver til "et synspunkt". Det føles lidt tamt, og det er netop meningen. Redegørelsen skal ikke imponere med sprog. Den skal være til at stole på, så din analyse får et solidt sted at starte fra, og så din læser kan se, at du har styr på forskellen mellem det, teksten siger, og det, du mener om det.

Redegørelse i dansk, samfundsfag, naturfag og matematik

Ordet er det samme, men indholdet skifter fra fag til fag. I dansk redegør du typisk for en teksts indhold og synspunkter eller for en teori, for eksempel en litteraturperiode eller en fortællemodel. I dansk-historieopgaven og i SRO er redegørelsen ofte første del af besvarelsen, og den lægger grunden for analysen bagefter.

I samfundsfag bliver du bedt om at redegøre for, hvordan et område ser ud lige nu: hvordan det økonomiske kredsløb hænger sammen, eller hvad velfærdsstaten bygger på. I naturfag redegør du for de metoder og modeller, din undersøgelse tager udgangspunkt i. I matematik handler det om at oversætte en problemstilling fra virkeligheden til en matematisk model, før du begynder at regne. Fælles for dem alle er, at du forklarer, hvad læseren skal vide for at forstå det, der kommer bagefter.

Skal du skrive en SRP, skal redegørelsen sættes det rigtige sted. Den ligger oftest efter indledningen og før analysen. Den viser, at du har forstået stoffet, og den giver læseren en fælles ramme at læse analysen ud fra. Det, der trækker ned, er en redegørelse, der bliver til en lang opremsning af alt, du har læst. Vælg det, som din problemformulering har brug for, og lad resten ligge.

Redegørelse for en teori eller en model

Her er der ingen forfatter at være loyal over for, men en idé. Opgaven lyder: "Redegør for Toulmins argumentationsmodel." Mange begynder med at bruge modellen på en tekst, men det er analyse. Redegørelsen kommer før og handler kun om selve modellen: hvad den består af, hvordan delene hænger sammen, og hvad den bruges til.

Et godt greb er at forklare teorien med et lille eksempel, du selv finder på. Påstanden "Skolen bør starte senere om morgenen" kan for eksempel få belæg fra en undersøgelse af teenageres søvn. Så ser læseren modellen i brug, før du nævner de formelle begreber. Du kan læse mere i vores guide til Toulmins argumentationsmodel. Vælg kun de dele af teorien, som din analyse bagefter bruger. Redegør du for alle seks elementer, men analysen kun trækker på tre, spilder du plads.

Hold også øje med kilden. Når du redegør for en teori, redegør du for en bestemt forfatters version af den. Skriv, hvem der har udviklet den, og hvor du har læst om den, så det er tydeligt, at du gengiver og ikke selv opfinder.

Redegørelse for en novelle

Med fiktion falder noget af det ovenstående væk, og noget andet kommer til. Der er ingen afsender med et synspunkt, kun en handling, en personkreds og et miljø. Ifølge Dansksiderne.dk kan du i et referat af fiktion nøjes med at genfortælle uden markører. I en redegørelse vælger du til gengæld selv, hvad der er væsentligt, og det gør opgaven sværere, end den ser ud.

Spørgsmålet er: Hvad skal læseren vide for at kunne følge min analyse? Skal du analysere en persons udvikling, redegør du for personens situation i begyndelsen og de afgørende vendepunkter, ikke for hver eneste scene. Skal du analysere miljøet, redegør du for tid, sted og stemning og lader plottet stå i baggrunden. Den samme novelle kan altså give to meget forskellige redegørelser, afhængigt af opgaven. Mere om genren finder du i vores guide til hvad en novelle er.

Fra redegørelse til analyse og diskussion

Hvornår må du endelig mene noget? Svaret er: senere. Redegørelsen er fundamentet, og ovenpå bygger du analyse, fortolkning, diskussion og vurdering. Analysen undersøger, hvordan teksten er skrevet, og hvorfor. Diskussionen væjer argumenter mod hinanden. Blander du dem ind i redegørelsen, kan læseren ikke længere se forskel på tekstens indhold og din vurdering.

Samme tankegang gælder i andre genrer. I et essay må du netop tænke højt og mene noget, mens du i en synopsis skal præsentere dit emne kort og struktureret. En skarp redegørelse hjælper dig i begge dele, fordi du har overblik over stoffet, før du former din egen holdning.

Redegørelsen til eksamen: hold den kort og målrettet

Sig, at opgaven lyder: "Redegør for kronikkens hovedsynspunkt og analysér dens argumentation." To dele og to skrivehandlinger. Redegørelsen er første halvdel af sætningen, og den må ikke æde den anden halvdel. Skriv den i et eller to afsnit, læs den op for dig selv og spørg: Har jeg allerede fortalt noget, der i virkeligheden er analyse? Hvis ja, så flyt det.

Til den skriftlige prøve har du fem timer, og tiden går hurtigere, end du tror. Planlæg derfor baglængs. Bestem først, hvad din analyse skal bruge, og skriv så kun den redegørelse, der bærer den. Læs mere om opbygningen i vores guide til skriftlig dansk eksamen, hvor du også kan se, hvordan de forskellige genrer hænger sammen.

Til mundtlig dansk eksamen dukker redegørelsen op i de første minutter af dit oplæg. Du præsenterer teksten kort og går så videre. Princippet er det samme. Eksaminator kender teksten, så du skal ikke fortælle den. Du skal vise, at du har forstået hovedpointen, og at du kan prioritere.

Sådan øver du dig i at redegøre

Det er lettere at lære at redegøre på en tekst, du ikke bliver bedømt på. Tag en kort avisartikel eller en kronik, og sæt et ur til ti minutter. Skriv hovedsynspunktet i én sætning, og list så tre argumenter i rækkefølge efter vigtighed. Skriv derefter en redegørelse på hundrede til halvanden hundrede ord. Læg den væk i en time, og læs den igen. Står der adjektiver, der afslører, hvad du selv synes? Stryg dem.

Bed bagefter en anden om at læse din redegørelse uden at have læst kronikken. Kan vedkommende forklare, hvad teksten handler om, og hvad afsenderen vil? Så virker din redegørelse. Hvis ikke, er det som regel, fordi hovedsynspunktet mangler, eller fordi du er startet med detaljerne i stedet for hovedpointen. Du kan også gøre øvelsen sammen med en tutor, så får du feedback med det samme og kan rette, mens du stadig har teksten frisk i hovedet.

Typiske fejl i en redegørelse

Fejlene er sjældent store. Det er små glidninger, som du ikke selv lægger mærke til, mens du skriver, og som alligevel fanger lærerens øje. Her er dem, der oftest koster point.