Guldalderen: periode, kendetegn, forfattere og malere

Danmark i 1807: Englænderne beskyder København i flere dage og tager hele flåden med sig. I 1813 går staten bankerot, og i 1814 mister Danmark Norge. Alligevel kalder vi tiden bagefter for guldalderen. Hvordan kan et land i så dyb krise få et navn, der lyder som en lykkelig storhedstid?

Svaret er, at guldalderen ikke handler om penge eller militær magt. Den handler om en usædvanlig tæt gruppe digtere, malere, filosoffer og videnskabsmænd i København, der på få årtier skabte værker, som stadig hænger på museerne, står på pensumlisten og bliver sunget til sommerfester. Går du i gymnasiet, møder du H.C. Andersens eventyr, Oehlenschlägers digte, Kierkegaards filosofi og Eckersbergs skibe igen og igen. Her får du overblikket, så brikkerne falder på plads.

Hvad er guldalderen?

Forestil dig, at du står foran et maleri på Statens Museum for Kunst. Det forestiller en dansk sø en sommerdag i 1830'erne. Lyset er blødt, himlen er høj, og alt ser roligt ud, næsten lidt for roligt. Gå så hen til bogreolen: et digt om to guldhorn, der er forsvundet, og et eventyr om en grim ælling, der bliver til en svane. Det er guldalderen, set med dine egne øjne. Kunsten er optaget af det nære, det danske og det smukke.

Ordet guldalder bruges i mange lande, og det betyder næsten altid det samme: en blomstringstid. Nordmændene bruger det om Ibsen, Bjørnson, Kielland og Lie, englænderne om Shakespeares tid. Ifølge Lex' opslag om guldalder bruges udtrykket i almindelighed som kvalitetsbetegnelse for en storhedstid, især inden for kunst og kultur. I Danmark peger det på årene, hvor kunstnerne samlede sig om en fælles idé: at et lille land kunne finde sin styrke i sin natur, sin historie og sit sprog.

Guldalderen rummer litteratur, billedkunst, musik, teater og videnskab. Tænk på H.C. Ørsted, der i 1820 opdagede elektromagnetismen, på komponisten Niels W. Gade og på balletmesteren August Bournonville. Det er en bred periode, og du kan ikke koge den ned til ét enkelt kendetegn. Det er netop derfor, den er så god at skrive om.

Hvornår var guldalderen?

Spørger du fire eksperter, får du næsten fire svar. Kunsthistorikere regner ofte fra omkring 1815 til 1850, fordi Eckersberg kom hjem fra sin studierejse i 1816, og fordi Købke og Lundbye døde i 1848. Litteraturhistorikere starter tidligere, i 1802, hvor filosoffen Henrich Steffens holdt sine forelæsninger i København, og lader gerne perioden løbe ind i 1850'erne. Wikipedias gennemgang af den danske guldalder viser, hvor forskelligt perioden bliver tidsfæstet, alt efter hvilke kunstarter man tager udgangspunkt i.

Tommelfingerreglen til eksamen er, at guldalderen ligger fra omkring 1800 til 1850. Du kan roligt skrive, at kunst og litteratur blomstrer i de samme år, selv om kunsthistorikere og litteraturhistorikere ikke trækker grænserne på præcis samme sted. Nævner du selv, at der er uenighed om dateringen, viser du, at du forstår begrebet og ikke kun har lært det udenad.

Et land i krise og en kultur i blomst

Hvad gør man, når man har mistet flåden, pengene og Norge på syv år? Man kunne give op. Danmark gjorde noget andet: Man begyndte at spørge, hvad Danmark egentlig er. Efter bombardementet i 1807, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 var landet ikke længere en mellemstor europæisk magt. Når man ikke kan imponere med kanoner og kroner, bliver det pludselig interessant at tale om sprog, natur og fælles historie.

Det var ikke en abstrakt krise. Efter bombardementet i 1807 lå mange huse i ruiner, og mange civile havde mistet livet. Tabet af flåden betød, at Danmark mistede sin vigtigste militære styrke. Da staten gik bankerot i 1813, mistede mange borgere deres opsparing. For en ung maler eller digter var det ikke den bedste tid at begynde på en karriere, og alligevel valgte mange netop den vej.

Svaret kom fra kunsten. Maleres og digteres kærlige blik på dansk landskab og dansk fortid fik nationalfølelsen til at vokse. Frederiksbergmuseerne beskriver, hvordan Bakkehuset blev et samlingspunkt for landets intellektuelle, hvor Oehlenschläger og H.C. Andersen både fandt inspiration og venner. Kunstnerne var ikke isolerede genier. De kendte hinanden, læste hinandens værker og skændtes over middagsbordet.

Samtidig var Danmark stadig en enevælde. Kongen styrede alene, og efter oplysningstiden var det embedsmænd, professorer og velhavende købmandsfamilier, der bar kulturen. De købte malerier, læste digte og sendte unge kunstnere på studierejse. Som Lex forklarer, mente denne dannede elite, at kunst, videnskab og religion kunne føre samfundet mod en højere tilværelsesform. Derfor blev den danske guldalderideologi mere optimistisk end romantikken mange andre steder. Jonas Collin forvaltede kongens penge til kunsten og havde sans for talenter af format.

Guldalderen og romantikken: det samme eller ikke?

Romantikken og guldalderen bliver ofte nævnt i samme åndedrag, og det giver mening, men de er ikke synonymer. Romantikken er en europæisk strømning, der omkring 1800 løfter følelser, natur, fantasi og kunstnerens geni op over fornuft og regler. Guldalderen er den danske udgave af tiden, og den indeholder både romantik og noget andet. Romantikken kom til Danmark i 1802, da Henrich Steffens holdt sin første forelæsning om sammenhængen mellem natur, historie og menneske. Blandt tilhørerne sad den unge Adam Oehlenschläger, og ifølge Wikipedia blev forelæsningen startskuddet til dansk romantisk digtning.

I Tyskland kaldes den nære, hjemlige og borgerlige stil fra samme tid Biedermeier, og kunsthistorikere bruger nogle gange begrebet om dansk kunst fra perioden. Det peger på de små, trygge scener i stuen og i haven. Guldalderen rummer begge dele: den store romantiske bevægelse og den stille hverdagsidyl. Det er en af grundene til, at begrebet er så svært at definere i én sætning.

Guldalderens kendetegn

'Der er et yndigt land, det står med brede bøge nær salten østerstrand.' Den første strofe i Oehlenschlägers sang er guldalderen i en nøddeskal: en kærlig, næsten forelsket beskrivelse af Danmark som et smukt og trygt sted. Prøv at lægge mærke til, hvad digteren peger på. Bøgeskoven, stranden, den gamle fortid. Ikke ét ord om bankerot eller krig.

Det første kendetegn er det nationale. Digtere og malere søgte dansk identitet i myter, historie og landskab, og de ville gerne give danskerne en følelse af at høre til. Derfor fylder oldtiden, vikingerne og de nordiske guder så meget i tidens litteratur. Det andet kendetegn er naturen og hverdagen. Malerne dyrkede de enkle motiver: en sø, et hus, en ven, der sidder og læser. Det gode, det sande og det skønne var idealerne, og derfor virker mange billeder mere idylliske end virkeligheden.

Det tredje kendetegn er dannelsen. Guldalderens kunstnere mente, at kunsten skulle gøre mennesker bedre, og at vejen gik gennem viden, skønhed og religion. Det fjerde er en blanding af klassisk form og romantisk stemning. Eckersbergs malerier er målt, planlagte og næsten fotografisk præcise, men de rummer også en stille følelse. Til sidst kommer spændingen: Selv inde i den optimistiske periode finder du ironi, tvivl og alvor, især hos H.C. Andersen og Kierkegaard. Det er den spænding, der gør guldalderen interessant at analysere.

Kendetegnene viser sig også i sproget. Digtere skrev med klar rytme og rim, så sange og salmer let kunne synges i fællesskab. Mange tekster bruger naturbilleder som symboler: solopgang for håb, skov for fortid, havet for fremtid. Når du læser en strofe, kan du spørge dig selv, hvad naturbilledet betyder, og hvem 'vi' er. Svaret er ofte et dansk fællesskab, som også inkluderer dig som læser.

Guldalderens forfattere og tænkere

Natten til den 4. maj 1802 brød en tyv ind og stjal de to guldhorn fra jernalderen, som var fundet ved Gallehus i 1600- og 1700-tallet. Tyven smeltede dem om til smykker. Samme år skrev Adam Oehlenschläger digtet 'Guldhornene', hvor han sørger over tabet af en gylden fortid. Det er en perfekt scene til at forstå, hvad han stod for: Han var den første store romantiker i Danmark, og i 1803 udkom hans Digte, som regnes for gennembruddet. Senere skrev han skuespil som Hakon Jarl og Aladdin og blev landets nationaldigter.

Grundtvig og Ingemann gravede sig dybere ned i historien. Grundtvig oversatte Saxo og skrev om den nordiske mytologi. Han var samtidig præst i en luthersk kirke, som du kan læse om i vores guide til reformationen, og hans salmer og tanker om folkelig oplysning har sat spor i Danmark helt op til i dag. Ingemann skrev historiske romaner som Valdemar Seier, der gjorde middelalderen til spændende læsning for et bredt publikum.

H.C. Andersen udgav sit første hæfte med eventyr i 1835. Eventyrene ser ud som børnelitteratur, men de rummer ironi, social iagttagelse og bitter smerte. 'Kejserens nye klæder' og 'Den lille havfrue' udkom i 1837, og du kan læse dem som både sjove fortællinger og skarpe kommentarer til tidens samfund. Steen Steensen Blicher valgte en helt anden vej. Han skrev realistiske noveller fra Jylland, blandt andet Præsten i Vejlby fra 1829, hvor naturen ikke er idyllisk, men hård og mørk. J.L. Heiberg blev tidens teaterfigur med vaudeviller og stykket Elverhøj.

Så er der Søren Kierkegaard. I 1843 udgav han både Enten Eller og Frygt og Bæven. Han er et produkt af guldalderen, men også dens skarpeste kritiker. Hvor mange af hans samtidige troede på, at dannelse og fælles idealer kunne løse alting, spurgte Kierkegaard, hvordan et enkelt menneske kan leve et ægte liv. Husk ham, når du skal perspektivere: Guldalderen er ikke kun idyl, den rummer også en tvivl, som peger frem mod senere tider.

Når du skriver om forfatterne, så vælg to eller tre og gå i dybden i stedet for at remse op. En eksamensopgave vinder mere på ét godt eksempel, der er analyseret grundigt, end på ti navne uden indhold. Vælg for eksempel Oehlenschläger som repræsentant for nationalromantikken, Andersen som repræsentant for ironien og Kierkegaard som repræsentant for kritikken, så dækker du hele spændvidden.

Guldalderens malere og billedhuggere

Hvordan maler man et skib, så en sømand kan se, at det er rigtigt? C.W. Eckersberg løste opgaven ved at lære perspektiv, måle og kigge. Han blev professor på Kunstakademiet i 1818 og opfordrede sine elever til at male efter naturen, ikke kun efter forbilleder. Hans billede af udsigten gennem tre buer af Colosseum i Rom fra 1815 er et godt eksempel på den præcision, som blev skolens kendetegn. Aarhus Universitets introduktion til den danske guldalder beskriver guldalderkunsten som en rummelig kategori: Den spænder fra mytologiske motiver og nationalromantiske historiemalerier til landskaber, der skildrer samtiden.

Christen Købke var Eckersbergs elev og malede sin by og sine nærmeste: Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen fra 1838 er et af de mest berømte billeder af København. Constantin Hansen malede i 1837 et billede af danske kunstnere i Rom, hvor vennerne sidder sammen som et fællesskab. Johan Thomas Lundbye søgte ind i landskabet og dyrkede det danske som et ideal. Han døde i 1848 som frivillig soldat i krigen mod Tyskland, og mange regner hans død for et symbolsk punktum for perioden.

Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen boede og arbejdede i Rom, og som Frederiksbergmuseerne skriver, samledes de danske kunstnere hos ham, når de rejste til Italien for at hente inspiration. Thorvaldsen vendte hjem til København i 1838, og Thorvaldsens Museum åbnede i 1848. Aarhus Universitets tekst peger også på noget, mange overser: Mange af tidens landskabsbilleder var politiske. Kunstnerne ønskede mere frihed og flere demokratiske rettigheder og støttede den nationalliberale sag i 1840'erne. Idyllen havde altså en dagsorden.

Guldalderen var ikke kun malerier og digte. Ørsted gjorde sin opdagelse i 1820, da han lagde mærke til, at en kompasnål bevægede sig, når der løb strøm i en ledning i nærheden. Det lagde grunden til elektromagnetismen, og han stiftede senere Polyteknisk Læreanstalt i 1829. Komponisten Niels W. Gade skrev romantisk musik, og August Bournonville skabte en dansk ballettradition, som Det Kongelige Teater stadig opfører i dag. De viser, at ordet guldalder dækker en hel kultur og ikke kun en kunstskole.

Kvinderne bliver ofte skrevet ud af fortællingen, men de var vigtige. Kamma Rahbek var værtinde i Bakkehuset og samlede digtere og tænkere om sit bord. Johanne Luise Heiberg var tidens store skuespiller på Det Kongelige Teater, og forfatteren Thomasine Gyllembourg skrev noveller, som blev læst vidt og bredt. Samtidig var guldalderen en kultur for en lille del af befolkningen: et velstående, dannet borgerskab i hovedstaden. Bønder og arbejdere kommer sjældent til orde i periodens kunst, og det er en god pointe, når du skal kritisere guldalderens selvbillede.

Sådan analyserer du en tekst eller et maleri fra guldalderen

Du får et digt eller et billede til eksamen og bliver fortalt, at det stammer fra guldalderen. Hvad leder du efter? Du har brug for en metode, der ikke kræver, at du kan alle årstal udenad. Brug disse fem trin, og du kan skrive en analyse, der både er præcis og perspektiverende.

1. 1

   Find det nationale

   Peger værket på et dansk sted, en dansk fortid eller nordiske myter? Hvis ja, er du i nationalromantikkens område. Skriv, hvad værket får læseren eller beskueren til at føle for landet.

2. 2

   Se på natur og stemning

   Er naturen smuk og harmonisk, eller er den farlig? Beskriv lyset, farverne og stemningen. Idyl er et typisk guldaldertræk, men stol ikke blindt på den første fornemmelse.

3. 3

   Undersøg formen

   Er sproget klart og balanceret, eller er det fyldt med billeder og følelser? Er maleriet præcist og planlagt, som hos Eckersberg, eller mere stemningsfuldt? Form og indhold hænger sammen.

4. 4

   Spørg efter spændinger

   Findes der ironi, tvivl eller noget, der ikke passer ind i idyllen? Hos H.C. Andersen og Kierkegaard gør det ofte. Spændingen er ofte det mest interessante i din analyse.

5. 5

   Placér værket i tiden

   Forbind værket til krisen efter 1807, borgerskabets dannelsesideal og forholdet til romantikken. Skriv gerne, hvordan realismen i det moderne gennembrud senere reagerer på idyllen.

Vil du øve metoden sammen med en, der kender fagets krav? Se vores lektiehjælp i dansk, hvor du kan få en gratis prøvetime uden binding.

Når du skal perspektivere, kan du hente stof fra både før og efter perioden. Bagud peger du på oplysningstiden og dens tro på fornuft, som guldalderen både bygger på og reagerer imod. Fremad peger du på det moderne gennembrud, hvor Georg Brandes kræver, at litteraturen sætter problemer under debat. Sidelæns kan du sammenligne med romantikken i andre lande, hvor længslen ofte er mørkere og mere splittet. Så bruger du guldalderen som en nøgle, der åbner flere epoker, og ikke som et isoleret kapitel.

Hvorfor hedder det egentlig guldalder?

Her kommer en overraskelse: Ingen i 1830'erne kaldte sig guldaldermennesker. Ordet er langt ældre end perioden. Den græske digter Hesiod, der levede omkring 700 f.Kr., brugte det om menneskehedens første og lykkeligste tidsalder, som blev efterfulgt af sølv-, kobber- og jernalder. Det fortæller Lex. I Danmark er brugen om årene 1800 til 1850 forholdsvis ny. Thorvaldsens Museums artikel om guldalderbegrebets dannelse viser, at K.L. Rahbek i 1820'erne brugte ordet om tiden fra 1770 til 1800, og at den tidligste kendte brug om Oehlenschlägers tid stammer fra kritikeren Adolf Falkman i 1867.

Begrebet slog for alvor igennem omkring 1890 til 1900, da litteraturhistorikere som Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen brugte det om dansk litteratur fra første halvdel af 1800-tallet. Det betyder, at guldalderen er et blik bagfra. Senere generationer valgte at kalde tiden gylden, og de valgte, hvem der hørte med. Når du skriver guldalderen i en opgave, bruger du en fortælling, som er skabt efter perioden. Det er en nyttig pointe at tage med i perspektiveringen.

Typiske fejl om guldalderen

Hvordan sluttede guldalderen?

I 1848 skete tre ting næsten på én gang. Første Slesvigske Krig brød ud, Lundbye faldt, og kongen gav efter for kravet om en fri forfatning. I 1849 blev Grundloven underskrevet, og enevælden var slut. Nationen blev ikke længere båret af digtere og malere alene. Nu var det politikere, soldater og vælgere, der skulle bestemme, hvad Danmark var. Nederlaget i 1864 fik endnu en gang landets selvbillede til at krakelere, og mange peger på det som perioden, hvor drømmen om et lille, harmonisk Danmark endegyldigt brød sammen.

Slutningen kan du se i tre lag. Politisk sluttede den gamle orden med enevældens fald i 1848 og 1849. Kunstnerisk forsvandt flere af de bærende skikkelser: Købke og Lundbye døde i 1848, og Eckersberg døde i 1853. Idémæssigt mistede den harmoniske tro på dannelse sin selvfølgelighed, da krig, nationalisme og nye sociale problemer trængte sig på.

Fra 1870'erne kom en ny generation med Georg Brandes i spidsen. De ville ikke skrive om det smukke, men om problemer: kønsroller, fattigdom, religion og magt. Realisme og naturalisme fik perioden efter 1870 til at kalde guldalderen for lukket, selvtilfreds og verdensfjern. Det er en overdrivelse, men den hjælper dig med at forstå, hvad idyllen kunne dække over, og hvorfor næste epoke definerer sig selv i opposition.

Ofte stillede spørgsmål om guldalderen