Oplysningstiden: hvad er det, hvem var filosofferne, og hvad betød det for Danmark?

I næsten 1.000 år bestemte kirken, hvad der var sandt. Konger herskede ved Guds nåde, og den fattige bonde var fattig, fordi Gud ville det sådan. Og så, i løbet af et enkelt århundrede, ændrede alt sig. Filosofferne begyndte at hævde, at fornuften, ikke Bibelen, er den sikreste vej til sandheden, og at ingen monark burde have ubegrænset magt over sine undersåtter. Den periode kalder vi oplysningstiden.

Oplysningstiden strækker sig groft sagt fra slutningen af 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet, og idéerne herfra lagde grunden til det demokrati, de rettigheder og den videnskab, vi tager for givet i dag. Vil du forstå, hvorfor vi tænker som vi gør om frihed, lighed og staten, starter du her.

Hvad er oplysningstiden?

Selve ordet 'oplysning' er ikke bare et navn, nogen gav perioden bagefter. I 1784 besvarede den tyske filosof Immanuel Kant spørgsmålet 'Hvad er oplysning?' med, at det er, når mennesket begynder at turde tænke selv, uden at lade nogen anden tænke for det. Det er den korteste og mest præcise definition af det, perioden stræbte efter.

Oplysningstiden er ikke nøjagtigt afgrænset til et bestemt årstal. De fleste regner René Descartes og Isaac Newtons arbejde i 1600-tallet som de intellektuelle forløbere. Selve højdepunktet er ca. 1715-1789, og ved romantikkens gennembrud omkring år 1800 anses perioden for slut. I Danmark taler man om ca. 1750-1800, indrammet af pietismens tid og indskrænkningen af trykkefriheden i 1799.

Oplysningstidens historiske baggrund

Oplysningstiden faldt ikke ned fra himlen. Den var resultatet af tre store forandringer, der alle bygger oven på hinanden: den videnskabelige revolution i 1600-tallet, borgerskabets vækst og trykkekunstens udbredelse.

Galileo Galilei kiggede i sit teleskop og konstaterede, at Jorden ikke var universets centrum. Isaac Newton beregnede tyngdelovene i Principia Mathematica fra 1687. William Harvey opdagede blodkredsløbet. Disse forskere brugte observation og matematik, ikke Bibelen, til at forklare naturen. Hvis man kunne forstå naturen med fornuften, kunne man vel også forstå samfundet med fornuften?

Handlen med kolonierne fyldte Europas byer med varer og penge. Et nyt samfundslag voksede frem: borgerskabet, bestående af handelsmænd, håndværksmestre og akademikere, der efterspurgte uddannelse og indflydelse. Og med Gutenbergs trykpresse fra ca. 1450 og de mange aviser og tidsskrifter i 1700-tallet kunne idéerne spredes langt hurtigere end nogensinde før. Antallet af trykte bøger næsten fordobledes i Europa fra 1600-tallet til 1700-tallet.

Oplysningstidens kerneideer: fornuft, frihed og naturret

Tænk over det et sekund: du tager det som en selvfølge, at du har ret til at sige din mening, at der er grænser for, hvad staten kan gøre mod dig, og at ingen er mere værd end andre bare fordi de er adelige. Det var ikke selvfølgeligt i 1700-tallets Europa. Disse idéer måtte kæmpes igennem, og oplysningstiden var arenaen.

Deismen var en særlig vigtig tanke for mange af filosofferne. De fleste troede på Gud, men ikke på en Gud, der svarede på bønner eller straffede syndere med pest. Voltaire var deist: han mente, at Gud var som en urmager, der havde konstrueret verden som et præcisionsur og derefter trukket sig tilbage. Det var en måde at beholde gudstroen og frigøre sig fra kirkens autoritet på én gang.

Naturretten handler om, at visse rettigheder ikke er givet af kongen, men hører til det at være menneske. John Locke formulerede det klart: alle har ret til liv, frihed og ejendom. Det lyder simpelt. Men i et Europa, hvor bønder var bundet til godsets jord og fængslet uden rettergang, var det en eksplosiv idé, der direkte inspirerede den amerikanske uafhængighedserklæring.

Vigtige personer i oplysningstiden: filosofferne der ændrede Europa

Oplysningstidens filosoffer var ikke et homogent hold med én fælles dagsorden. Voltaire og Rousseau brød sig faktisk ikke synderligt om hinanden. Locke og Kant arbejdede i vidt forskellige filosofiske traditioner. Men de delte troen på fornuften og behovet for reformer, og det var nok til at forandre verden.

Udover disse fem er Denis Diderot og Jean le Rond d'Alembert centrale figurer: de redigerede den store franske Encyclopédie (1751-1772), et projekt, der samlede al menneskelig viden i 17 tekstbind og 11 planchebind. Det var en bevidst politisk gestus: viden tilhører alle, ikke kun kirken og adelens lærde. Titusinder af abonnenter i hele Europa læste og diskuterede artiklerne.

Oplyst enevælde: fornuft fra tronen

Det er værd at bemærke, at mange oplysningsfilosoffer ikke ønskede demokrati i moderne forstand. De foretrak oplyst enevælde: en fornuftig, reformvenlig monark, der ændrede samfundet fra oven, fremfor en revolution, der rystede det fra grunden. Voltaire selv tilbragte tid ved hoffet hos Frederik den Store af Preussen og hyldede ham som et forbillede på oplyst styre.

Encyclopédie-projektet var et praktisk udtryk for oplysningstidens idealer. Idéen var enkel og ambitiøs på én gang: at samle al eksisterende viden om alt og gøre den tilgængelig for alle. Diderot og hans medredaktører inkluderede ikke blot naturvidenskab og matematik, men også kritik af kirken og enevælden. Bøger blev censureret og forfattere fængslet, men artiklerne cirkulerede alligevel over hele Europa.

Oplysningstiden i Danmark: Holberg, Struensee og stavnsbåndet

I modsætning til Frankrig var der ingen revolution i Danmark. Det politiske ideal var den oplyste enevælde: at reformere udefra og oven fra, ikke nedefra og indefra. Men forandringer kom der alligevel, og nogle var markante.

Den mest kendte oplysningstids-skikkelse i Danmark-Norge er Ludvig Holberg (1684-1754), der som nordmand endte som professor på Københavns Universitet og baron. Han læste de nye franske og engelske idéer på sine rejser og omsatte dem til komedier, historiske skrifter og essays skrevet på dansk fremfor latin, så de kunne nå en bred læserskare. Han var forankret i naturretten og troen på fornuften, men var ikke tilhænger af folkestyre. Sin formue skænkede han til Sorø Akademi, som det fremgår af Steen Buscks artikel på Danmarkshistorien.

Den mest dramatiske episode i dansk oplysningstid handler om Johann Friedrich Struensee (1737-1772): en ung, tysksproget læge, der blev livlæge for den psykisk syge kong Christian 7. og hurtigt fik reel magt i landet. Inspireret af oplysningsfilosofien indførte han i 1770 fuld trykkefrihed, begrænsede bøndernes hoveri og moderniserede statsapparatet. Som Nationalmuseet beskriver, roste Voltaire det offentligt og kaldte det danske monarki Europas mest frisindede.

Den varige forandring kom med stavnsbåndet. Siden 1733 havde en forordning bundet mandlige bønder til det gods, de var født på, fra de var 4 til de var 40 år. En ung mand på landet havde ingen ret til at forlade sin herremands jord og søge lykken i en by. Den 20. juni 1788 blev stavnsbåndet ophævet ved kongelig forordning. Som det fremgår af den originale forordning på Danmarkshistorien, var det et af de vigtigste dokumenter i dansk landboreform, drevet frem af oplysningstidens menneskesyn.

Oplysningstiden i Europa: fra Paris til Philadelphia

Oplysningstiden er en fælleseuropæisk bevægelse, men den udspillede sig forskelligt fra land til land. Frankrig var epicentret, men England var faktisk det land, mange franske filosoffer kiggede misundeligt på: her var der allerede siden Glorious Revolution i 1688 et konstitutionelt monarki med begrænset kongemagt og personlig frihed for borgerne.

I Frankrig dominerede det absolutistiske kongedømme, og kritikken var skarpest her. Det var herfra Encyklopædien kom, og Voltaire og Rousseau, der begge til tider levede i eksil. I England og Skotland blomstrede empirismen med John Locke og David Hume. Den skotske økonom Adam Smith grundlagde den liberale markedsøkonomi i The Wealth of Nations (1776) med idéen om, at et lands velstand øges, når folk specialiserer sig og handler frit.

I Nordamerika destillerede Thomas Jefferson, Benjamin Franklin og de øvrige grundlæggere oplysningstidens idéer direkte ind i uafhængighedserklæringen fra 1776: at alle mennesker er skabt ligeværdige og har umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke. Det var John Lockes naturretsteori omsat til statsfundament.

Fra oplysningstiden til romantikken: arv og opgør

Den Franske Revolution i 1789 var i mange henseender oplysningstidens triumf og dens tragedie på én gang. Slagordene frihed, lighed og broderskab var oplysningslitteraturens essens omsat til politik. Men revolutionens terrorfase kostede tusindvis af mennesker livet og rejste det ubehagelige spørgsmål: kan fornuften alene styre menneskene?

Romantikken opstod delvis som svar. Frem for fornuft og videnskab dyrkede romantikerne følelser, natur og det irrationelle. I Danmark regnes 1802 som romantikkens gennembrud i litteraturen. Men det var ikke en total afvisning af oplysningstidens arv: retssamfundet, ytringsfriheden og naturrettighederne levede videre og kan spores direkte i den danske grundlov af 1849.

Vil du forstå, hvad der skete efter oplysningstiden og hvordan dens idéer blev sat på prøve i det 20. århundrede, kan du læse vores artikler om 2. verdenskrig og den kolde krig. Brug for hjælp til historieeksamen? Vores lektiehjælp i historie matcher dig med certificerede undervisere. Du kan også se alle vores fag på lektiehjælp-siden.