Nationalisme forklaret: hvad det er, to typer og dansk nationalisme

Den 15. juni 1920 red kong Christian X til hest over grænsen ved Kongeaåen. Nordslesvig var dansk igen efter 56 år under tysk styre. Tusinder af sønderjyder stod langs vejen og viftede med Dannebrog. Det var et øjeblik ladet med nationalisme i sin mest direkte form: en befolkning, der endelig oplevede, at statens grænser svarede til deres forestilling om, hvem de var, og hvem de hørte til.

Nationalisme er et af historiens mest virkningsfulde begreber og et af de mest misforståede. Det er ikke det samme som at heje flaget til fodboldkampe, og det er bestemt ikke kun fremmedhad. Som elev møder du nationalisme i næsten alle historieforløb: Den Franske Revolution, Slesvigske krige, 1. verdenskrig og nutidens europæiske politik. Denne artikel giver dig overblikket over, hvad nationalisme egentlig er, hvilke former den findes i, og hvilken rolle den har spillet i dansk og europæisk historie.

Hvad er nationalisme?

I akademisk forstand betegner nationalisme noget præcist: en ideologi, der siger, at nationen bør have sin egen stat og ret til selvbestemmelse. Ordet 'nation' stammer fra latin natio, som betyder fødsel, afstamning, folk. Den schweiziske sociolog Andreas Wimmer formulerer det sådan: nationalisme er princippet om nationens selvbestemmelse og princippet om, at ledelsen af den nation skal handle på vegne af nationens flertal og ikke på vegne af et dynasti, en elite eller en gud.

I daglig tale bruges nationalisme ofte som skjældsord forbundet med fremmedhad og racisme. Det er den ekstreme form. Men nationalismen har historisk også været den kraft, der drev frigørelsesbevægelser i kolonierne, samlede de opsplittede tyske og italienske stater i 1800-tallet og sikrede Nordslesvig til Danmark i 1920. Nationalistiske bevægelser kan være progressive og frigørende, men også ekskluderende og destruktive, afhængigt af form og historisk kontekst.

Nationalisme og patriotisme: to begreber, der let forveksles

Er du nationalist, fordi du hepper på Danmark ved EM? Nej, du er patriot. Og hvad er så forskellen? Patriotisme handler om kærlighed til og stolthed over sit fædreland, uden nødvendigvis at hævde dets overlegenhed over andre. En patriot elsker sit land. En nationalist mener derimod, at nationen bør have politisk selvbestemmelse, og at statens grænser bør svare til nationens grænser. Det er en politisk ideologi, ikke blot en følelse.

Historikeren Uffe Østergaard forklarer, at patriotisme refererer til patria, altså fædrelandet som sted, mens nationalisme kommer af natio, afstamning og folk. Patriotisme kan ses som en kjærlig relation til et sted; nationalisme er en politisk ideologi om, hvem der hører til det sted, og hvem der bør regere det. I sin ekstreme form, som national chauvinisme, hævder nationalismen den egne nations overlegenhed og kan føre til diskrimination og krig. I sin moderate form handler den om politisk selvstændighed og kulturbevarelse og er til stede i næsten alle demokratier.

Civil og etnisk nationalisme: to idealtyper du skal kende

Forestil dig to lande. I det første er du borger i landet, fordi du er født der og lever efter dets love. I det andet er du borger, fordi dine forældre var det. Det er ikke det samme. Det første er civil nationalisme, det andet er etnisk nationalisme. Distinktionen er en af de vigtigste i både politologi og historie, og du møder den igen og igen i din undervisning.

Som lex.dk beskriver det, bruger man på engelsk udtrykkene civic nationalism og ethnic nationalism om de to former. Distinktionen hænger desuden tæt sammen med to principper for statsborgerskab: jus soli, retten tildeles ved fødsel på statens territorium, og jus sanguinis, retten arves fra forældrene som en blodsret. De fleste moderne stater blander begge principper, men tendensen varierer markant. Frankrig er klassisk civilt, mens det historiske Tyskland i 1800-tallet er klassisk etnisk.

Nyere forskning viser dog, at de to idealtyper sjældent er rendyrkede. Frankrig har altid haft diskurser om etnisk og kulturel identitet, og det historiske Tyskland har også haft statscentrerede diskurser. Det er mere præcist at forstå civil og etnisk nationalisme som to endepunkter på et spektrum end som to skarpe kategorier.

Nationalismens oprindelse: fra den franske revolution til europæisk masseideologi

Den moderne nationalisme udviklede sig som idé i 1700-tallet og kom første gang fuldt til udtryk under Den Franske Revolution. De tidlige nationale bevægelser var progressive: de udsprang af oplysningstidens idealer om frihed og lighed og bar krav om repræsentativ styring og borgerlige rettigheder. Nationalisme var i sin første form en bærer af lighedsidealer, der udfordrede det nedarvede dynasti og aristokratiets magt. Folket, ikke kongen, var kilden til politisk legitimitet. Som lex.dk forklarer det, repræsenterede nationalismen et historisk nybrud, hvor folkesuverænitetsprincippet erstattede arvelig kongemagt.

Op gennem 1800-tallet skiftede nationalismen gradvist karakter. Fra at handle om frie forfatninger og borgerrettigheder kom den i stigende grad til at handle om etnicitet, sprog og afstamning. Nationalromantikken spillede en central rolle: digtere, komponister og malere fejrede det nationale særpræg og skabte fælles kulturelle identiteter. I Danmark bidrog Adam Oehlenschläger med 'Der er et yndigt land' (1819) og Grundtvig med sin folkelighedstanke til at bygge en stærk dansk national selvforståelse. Fra at være et intellektuelt projekt blev nationalismen i anden halvdel af 1800-tallet en decideret masseideologi, som fremhævet i danmarkshistorien.lex.dk.

Forestillede fællesskaber: Benedict Andersons teori om nationens oprindelse

Tænk på en morgenavis. Du læser den alene, men du ved, at tusinder af andre danskere læser den samme avis den samme morgen. Du kender dem ikke personligt, men du føler alligevel en slags fællesskab med dem. Det er præcis det, den irsk-britiske historiker og politolog Benedict Anderson mente, da han i 1983 udgav Imagined Communities, på dansk Forestillede fællesskaber (2001). Nationen er et forestillet fællesskab, fordi de fleste landsmænd aldrig mødes, men alligevel forestiller sig at tilhøre det samme fællesskab.

Ifølge Anderson var det den industrielle revolution og det, han kaldte tryktkapitalisme, der muliggjorde det forestillede fællesskab. Aviser og bøger på det nationale sprog skabte en fælles offentlig sfære og udbredte idéer om fælles identitet og værdier. Det var ikke naturgiven afstamning, der skabte nationen, men kommunikation, uddannelse og delte fortaellinger. Andersons teori er den mest indflydelsesrige forklaring på nationalismens fremkomst, og du møder den i næsten alle gymnasiale forløb om nationalisme.

Anderson er en del af den bredere moderniseringsteori, som forstår nationalisme som et produkt af industrialisering, urbanisering og masseundervisning. Historikeren Eugen Weber viste i Peasants into Frenchmen (1976), hvordan den franske tredjerepublik aktivt brugte uddannelsessystemet, militæret og jernbanerne til at homogenisere de franske provinser og gøre bønder til franskmænd. Regionalsproget provencalsk, bretonsk og catalansk veg for standardfransk. Staten brugte med andre ord nationalisme som et integrationsredskab, der formede fællesskabet ovenfra.

Nationalisme i Danmark: fra Slesvig til Genforeningen og frem til i dag

I 1842 steg den nationalliberale politiker Orla Lehmann op og formulerede slagordet 'Danmark til Ejderen'. Med fire ord opsummerede han den voksende nationalliberale bevægelse: Danmark hørte naturligt til der, hvor det danske folk boede, og det folk boede ned til floden Ejderen i Slesvig-Holsten. Det var den etnisk-kulturelle nationalisme i praksis, og den ændrede dansk politik for de næste årtier.

Den danske nationalisme har traditionelt haft en tæt forbindelse til spørgsmålet om forholdet til Tyskland. Treårskrigen (1848-1850), nederlaget i 1864 og Genforeningen i 1920 er de tre store knudepunkter, som danmarkshistorien.lex.dk fremhæver som afgørende for den danske nationalistiske selvforståelse. Nederlaget i 1864, da Danmark mistede Slesvig og Holsten til Preussen og Østrig, prægede dansk udenrigspolitik i generationer og førte til en bevidst småstatsstrategi.

Nyere former for etnisk og kulturel dansk nationalisme voksede frem som reaktion på Danmarks integration i EU og tilstrømningen af flygtninge og indvandrere fra især Mellemøsten. Partier som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige tegner en nationalistisk dagsorden, der sætter grænser for indvandring og kultur som centrale politiske spørgsmål. Nationalisme er ikke kun et historisk fænomen. Det er en levende politisk kraft i nutidens Danmark. Få lektiehjælp i historie hos Toptutors, når du har brug for en tutor, der forklarer det i øjenhøjde.

Nationalisme og 1. verdenskrig: da ideologien kostede millioner livet

Den 28. juni 1914 skud den unge bosnisk-serbiske nationalist Gavrilo Princip den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo. Attentatet udløste ikke alene 1. verdenskrig. Det viste, at nationalismen var vokset til en konfliktfremmende kraft i de multietniske stater i Europa. Serberne ville samle alle serbere i et Stor-Serbien. Østrig-Ungarn frygtede, at serbisk nationalisme ville splitte imperiet. Pan-slavismen trak Rusland ind. Alliancesystemerne gjorde resten. Se også vores artikel om imperialisme, der fungerede side om side med nationalismen som årsag til krigen.

Som historikeren Nils Arne Sørensen beskriver det i bogen Den store krig, var nationalisme en af de vigtigste underliggende årsager til konflikten. Nationalismen skærpede modsaætningerne mellem stormagterne internt i Europa og intensiverede kampen om markeder og indflydelse. Niels Finn Christiansen fremhæver i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, at nationalismen gradvist fra slutningen af 1800-tallet dernæst blev erobret af den politiske højrefløj og udbredt gennem skole, militær og populistisk presse, der såede had og mistillid til fremmede.

USA's præsident Woodrow Wilson formulerede i 1918 sine 14 punkter, herunder princippet om folkenes selvbestemmelse. Det var en nationalistisk tanke i liberal forklædning: hver nation bør bestemme sin egen skæbne. Princippet omformede Europas landkort radikalt og var grunden til, at Nordslesvig kom hjem til Danmark i 1920. Men det satte også kimen til nye konflikter, fordi mange etniske grupper blandede sig på tværs af de nye grænser. Nationalstatsideålet er let at formulere, men svært at omsætte i en verden, hvor kulturer og befolkningsgrupper er filtret ind i hinanden.

Nationalisme i dag: globalisering og national genopblomstring

I 1990'erne troede mange, at nationalismen ville fortone sig i takt med globaliseringen. EU, FN og internationale handelsaftaler syntes at gøre nationalstaten mindre vigtig. Det gik stik modsat. Brexit i 2016, Viktor Orbans ungarske regering, Marine Le Pens gentagne fremgang i Frankrig og Trumps 'America First' er alle tegn på, at nationalisme som politisk kraft er stærkere end nogensinde i store dele af den vestlige verden. Faktalink.dk bemærker, at globaliseringens tempo og uoverskuelighed for mange skaber et behov for det nationale fællesskab som tryg identitetsramme.

I en globaliseret verden med stigende migration og kulturel diversitet bliver spørgsmålet om, hvad en nation er, stadigt mere presserende. Multikulturalisme udfordrer de traditionelle definitioner af national identitet, og det reaktiverer nationalismen. For dig som historieelev er det afgørende altid at spørge: hvilken type nationalisme taler vi om, og hvilken historisk kontekst opstod den i? Som Benedict Anderson påpegede i Forestillede fællesskaber, er nationen ikke et naturgivent faktum, men en kulturel konstruktion, der hele tiden kan redefineres, udfordres og genopfindes.