Imperialisme: definition, årsager og konsekvenser

I 1884 satte et dusin europæiske statsmænd sig ned i Berlin og tegnede grænser på et verdenskort over Afrika. De fleste af dem havde aldrig sat en fod på kontinentet. De streg linjer henover savanner, regnskove og flodfar uden at bekæ mre sig om de folk, der boede der. Da Berlinkonferencen sluttede i 1885, havde Europa krævet næsten hele Afrika for sig selv. Det er imperialisme i sin mest nøgne form: en stærk magt, der beslutter sig for at styre andre folk, tage deres ressourcer og kalde det civilisation.

Begrebet imperialisme stammer fra det latinske ord imperium, som betyder magt eller kommando. Det fortæller dig noget centralt: imperialisme handler grundlæggende om magt over andre. Fra den klassiske periode 1880-1914, da europæiske lande opdelte Afrika og Asien imellem sig, til neokolonialismens mere skjulte magtforhold i dag er imperialisme og kolonialisme begreber, du møder igen og igen i historieundervisningen og i debatter om global ulighed.

Hvad er imperialisme?

Imperialisme kræver ikke nødvendigvis, at den dominerende magt er fysisk til stede med soldater. Dominansen kan være politisk, militær eller rent økonomisk. Ifølge lex.dk, skrevet af professorerne Jørgen Dige Pedersen og Georg Sørensen fra Aarhus Universitet, indebærer imperialisme dominans og udbytning fra én magts side over andre, og begrebet bruges i dag i udstrakt grad til også at gælde dominansforhold på kulturelt plan, som fx kulturimperialisme.

Historisk er imperialisme tættest forbundet med den periode, hvor europæiske stormagter fra ca. 1500 og frem til midten af 1900-tallet underlagde sig stadig større dele af verden. Men imperialisme som begreb dækker også Romerriget, det Mongolske Rige og andre store imperier, der kontrollerede fremmede folk. Det er altså ikke et eksklusivt europæisk fænomen, selv om den europæiske udgave fylder mest i dansk historieundervisning.

Imperialisme og kolonialisme: hvad er forskellen?

Tag et eksempel: England har kontrollen over Indien. England styrer indisk handelspolitik, opkræver skatter og udnytter råstoffer. Det er imperialisme. England sender settlerkolonier til Australien og bygger en britisk administration der med guvernører og embedsmænd. Det er kolonialisme. Begge dele er udtryk for den samme ekspansive magt, men de adskiller sig i, hvordan dominansen udøves.

En god huskeregel: imperialisme er ideen og strategien bag, kolonialisme er den konkrete handling. Som faktalink.dk formulerer det præcist, kan kolonialisme betragtes som imperialismens redskab. Et land kan drive imperialistisk politik uden formelt at oprette kolonier, hvis det kontrollerer et andet lands økonomi eller regeringsbeslutninger fra afstand. Det var for eksempel tilfældet med USA's indflydelse i Mellemamerika i begyndelsen af 1900-tallet.

Omvendt er kolonialisme altid en form for imperialisme, fordi den bygger på dominans og udbytning. Når du i historieprøven bliver spurgt om forskellen, er dette den logik, du skal fremstille klart: imperialisme er det brede begreb, kolonialisme er den specifikke form, det antager, når et land etablerer og styrer kolonier direkte.

Årsager til imperialismens fremvoksen

Hvorfor kastede europæiske lande sig fra 1870'erne ud i et kapløb om kolonier? Det var ikke tilfældigt. Tre sammenvævede kræfter drev imperialismens fremvoksen: industrialisering og økonomi, nationalisme og prestige samt racistisk ideologi. Til dem kan man tilføje teknologisk overlegenhed som en fjerde, afgørende faktor.

Økonomi og industrialisering

Fra 1870 begyndte industrialiseringen for alvor at sprede sig fra England til resten af Europa. Resultatet var overproduktion: fabrikker producerede mere, end de hjemlige markeder kunne opsuge, og landene byggede toldmure for at beskytte deres industrier mod konkurrence. Løsningen var kolonier: nye markeder under eget flag, og nye råstoffer som bomuld, gummi, kobber og olie til at holde produktionen kørende. Den britiske økonom J.A. Hobson påpegede i sin analyse fra 1902, at den oversøiske ekspansion var direkte knyttet til de imperialistiske landes hjemlige økonomi, en analyse, som siden inspirerede Lenins imperialismeteori.

Nationalisme og prestige

Antallet af kolonier blev et mål for national styrke. Hvem havde flest? Hvem kontrollerede de vigtigste handelsruter? Det var en konkurrence om national prestige, som foregik i fuld offentlighed. Aviser hyldede opdagelsesrejsende, politikere lovede nye besiddelser, og skolebørn lærte at farve verdenskortet rødt for britiske territorier eller blåt for franske. Nationalismen, forstået som overbevisningen om, at ens eget folk fortjener mere end andre, gav imperialismen en folkelig motor, som politikerne let kunne mobilisere.

Racistisk ideologi og den hvide mands byrde

For at retfærdiggøre ekspansionen byggede imperialismen på en racistisk forestilling om, at den vestlige civilisation var overlegen og at det var de hvides pligt at 'opdrage' resten af verden. Den britiske forfatter Rudyard Kipling formulerede det i digtet 'Den hvide mands byrde' fra 1899, der opfordrede USA til at påtage sig ansvaret for Filippinerne. Denne ideologi tjente som moralsk legitimering af det, der i praksis var rovdrift, undertrykkelse og fratagen af land, ressourcer og suverænitet fra millioner af mennesker i Afrika og Asien.

Teknologisk overlegenhed var den fjerde faktor. Dampskibe, jernbaner, telegrafen og maskingeværet gav europæerne en militær fordel, som ingen hær i Afrika eller Asien på daværende tidspunkt kunne matche. Ingen af de fire årsager virker alene: det var kombinationen, der skabte imperialismens momentum fra 1870'erne frem til 1. verdenskrig i 1914.

Den klassiske periode 1880-1914

I 1880 var kun en lille del af Afrika under europæisk kontrol. 34 år senere, da 1. verdenskrig brød ud, kontrollerede europæerne 85 procent af hele verden. Den periode, historikere kalder den klassiske imperialismens tid, var kendetegnet ved en intensitet og hast, som ikke havde nogen fortilfælde. Ifølge faktalink.dk var det i disse år, at stormagterne underlagde sig stadigt større områder og accelererede udbytningen i form af råstofudvinding, der flød fra kolonierne tilbage til europæiske fabrikker.

Berlinkonferencen i 1884-1885 er et godt symbol på periodens logik. Europæiske diplomater trak grænser på Afrikakortet og fastlagde reglerne for, hvordan de kunne gøre krav på afrikanske territorier. Ikke en eneste afrikansk repræsentant var inviteret. De kunstige grænselinjer, der ignorerede stammetilhørsforhold og sprogfællesskaber, er præcis de grænser, mange afrikanske lande stadig lever med i dag.

Perioden kan deles i tre faser. Frem til 1882 var der tale om uformel imperialisme, hvor traktater gav politisk kontrol uden direkte besættelse. Fra 1882 til 1890 fandt den egentlige territorieopdeling sted i stor stil. Fra 1890 til 1914 konsoliderede magterne deres besiddelser med militær magt. Der var da ikke mange territorier tilbage at kæmpe om, og det skabte friktioner direkte mellem stormagterne.

Det britiske imperium: solen, der aldrig gik ned

"Solen går aldrig ned over Det Britiske Imperium" var ikke bare et slogan. I 1922 dækkede imperiet ca. 33 millioner kvadratkilometer, over en femtedel af jordens landareal, og 458 millioner mennesker, en fjerdedel af verdens befolkning, var underlagt britisk styre. Det var historiens største imperiale magtsfære, og det er stadig den reference, man oftest vender tilbage til, når man taler om imperialismens æra.

Det britiske imperium hvilede på tre søjler: verdens største flåde (Royal Navy), der kontrollerede handelsruterne; handelskompagnier som East India Company, der underlagde sig Indien og store dele af Asien ved at udnytte interne magtkampe; og et effektivt administrationsapparat med en stærk centralmagt. Ifølge faktalink.dk, der citerer Gyldendals åbne encyklopædi, var disse tre faktorer afgørende for Storbritanniens imperialistiske succes.

Indien var imperiets kronjuvel. Det indiske subkontinent, der dækkede det nuværende Indien og Pakistan, leverede råvarer til britisk industri og udgjorde et kæmpestort marked for britiske varer. I 1876 lod premierminister Disraeli dronning Victoria udråbe til kejserinde af Indien, et klart signal om, at imperiet var en central del af den britiske nationale selvforståelse. I Afrika erhvervede briterne i løbet af 1880'erne og 1890'erne kolonier som Egypten, Sudan, Britisk Østafrika og Sydafrika.

Det var ikke kun briterne. Frankrig ekspanderede kraftigt i Nordafrika og Indokina, Belgien styrede Congo med brutal hånd under kong Leopold 2., og det tyske kejserrige, der kom sent til bordet, kæmpede om de resterende territorier. Konkurrencen om de sidste frie landområder på kloden var en af de vigtigste strukturelle kræfter bag det, der udviklede sig til 1. verdenskrig.

Imperialisme og 1. verdenskrig

Den 28. juni 1914 skød en ung serbisk nationalist ærkehertug Franz Ferdinand ned i Sarajevo. Men mordet var kun gnisten. Krudtet havde ligget klar i årtier, og imperialismens rivalisering var en central del af det. De spændinger, der udviklede sig til verdenskrig, kastede siden sin lange skygge frem mod 2. verdenskrig, som på mange måder var en fortsættelse af de uløste konflikter fra den første.

Som faktalink.dk konkluderer, er det en udbredt opfattelse blandt historikere, at imperialisme var en af hoveddrivkræfterne bag 1. verdenskrig. Lenin analyserede i 1916 dette forhold i teksten 'Imperialismen som kapitalismens højeste stadium' og argumenterede for, at kapitalismens ulige udvikling nødvendigvis fører til krig. Det tyske kejserrige overgik Storbritanniens industriproduktion, men det britiske imperium kontrollerede stadig verdenshandlen og råstofferne. Denne ubalance skabte spændinger, der var svære at løse ad diplomatisk vej.

De to marokkanske kriser i 1905 og 1911 illustrerer mekanismen tydeligt. Da Frankrig forsøgte at styrke sit greb om Marokko, protesterede kejser Wilhelm 2. og forlangte kompensation. Det var ikke humanitært engagement, men en kamp om kolonial indflydelse, der næsten udløste krig. Kriserne ophobede mistillid og drev oprustning op. Som historiskerejser.dk beskriver, var militære og økonomiske spændinger mellem Storbritannien og det tyske kejserrige væsentlige årsager bag 1. verdenskrig.

Imperialisme var ikke den eneste årsag. Nationalisme, militarisme og alliancesystemet spillede alle en rolle. Men uden imperialismens strukturelle rivalisering, der havde rustet stormagterne op og skabt et net af diplomatiske forpligtelser og fjendskaber over årtier, er det svært at forestille sig, at mordet i Sarajevo kunne eskalere til en verdenskrig. Imperialisme er 'I' i den klassiske MAIN-model for verdenskrigene: Militarisme, Alliance-systemer, Imperialisme, Nationalisme.

Afkolonisering og neokolonialisme i dag

Efter 2. verdenskrig kollapsede de formelle imperier med bemærkelsesværdig hast. Mellem 1945 og 1975 opnåede de fleste tidligere kolonier i Afrika og Asien politisk selvstændighed. Indien fik sin selvstændighed i 1947, Algeriet i 1962, og inden 1975 var størstedelen af de formelle kolonier opløst. Det var en historisk forvandling, drevet af lokale uafhængighedsbevægelser, svækkede kolonimagter efter krigens hærgen og FN's pres. For at forstå, hvad denne periode betød i europæisk sammenhæng, kan du se nærmere på vores artikel om besættelsen og Danmarks stilling i krigens efterspil.

Som lex.dk forklarer, defineres neokolonialisme som fortsættelsen af kolonialismen med nye midler: de gamle kolonier er formelt selvstændige, men stadig økonomisk og politisk styret af fremmede stater, hvis formål er at sikre adgang til naturressourcer, markeder og billig arbejdskraft. Begrebet blev udviklet i Afrika fra slutningen af 1950'erne, i takt med afkoloniseringen, og er siden blevet centralt i diskussioner om global ulighed.

Konkrete eksempler inkluderer multinationale selskabers udvinding af afrikanske råstoffer på betingelser, der favoriserer de rige lande, gældsvilkår der begrænser fattige landes politiske handlefrihed, og det såkaldte 'land grabbing': store firmaers eller fremmede regeringers opkøb af landbrugsjord i udviklingslande. Størstedelen af disse aktiviteter finder sted i Afrika syd for Sahara, og Kina er ifølge samfundsfag.dk blandt de mest aktive aktører i denne nye form for ressourcekontrol.

Imperialismens formelle æra er forbi, men den ulighed, den satte sig, er ikke forsvundet. Grænser trukket i Berlin i 1885 eksisterer stadig. Ressourcer, der i generationer strømmede fra koloni til moderland, forklarer noget af den globale velstandskløft, vi ser i dag. Imperialisme er ikke bare et historisk begreb, men et analytisk redskab til at forstå, hvorfor verden ser ud, som den gør.