Fascisme: Alt du skal vide om ideologi, oprindelse og kendetegn

I oktober 1922 marcherede tusindvis af sortskjorter mod den italienske hovedstad. Hæren stod klar til at sprede dem, men kong Viktor Emanuel III valgte at tøve. Til sidst ringede hans rådgivere til Benito Mussolini med tilbuddet: han kunne blive premierminister. Marchen mod Rom endte ikke med storming af ministerier, men med et telefonopkald. Fascismen kom til magten ikke på trods af det demokratiske system, men med hjælp fra det.

Det er en af de vigtigste lektioner fra det 20. århundrede: ekstreme bevægelser behøver ikke besejre demokratiet med vold. De kan vinde med stemmer, alliancer og frygt. Historikeren Robert O. Paxton viste i sin analyse The Anatomy of Fascism (2004), at fascistiske regimer aldrig kom til magten alene, men altid i samspil med konservative eliter, der troede, de kunne styre bevægelsen. Den fejlvurdering kostede millioner af mennesker livet.

Hvad er fascisme?

Begrebet fascisme stammer fra det latinske fasces, et knippe stave bundet om en økse, som de romerske embedsmænd bar som symbol på autoritet. Mussolini tog symbolet til sig, fordi det signalerede netop det, han ønskede: et enkelt stav er svægt alene, bundtet er stærkt. Nationens styrke kræver enhed. Som lektor emeritus Karl Christian Lammers ved Københavns Universitets artikel om fascisme på lex.dk beskriver, var fascismens politiske mål at opbygge lo stato totale, den totale stat, hvori individets interesser var underordnet staten som udtryk for nationen. Intet ved siden af eller over staten.

Fascismens oprindelse: Krisens barn

Italien vandt formelt 1. verdenskrig. Det var alligevel en bitter skuffelse. De allierede havde lovet landet territorier; ved fredsforhandlingerne i Paris fik Italien langt mindre, end det havde forventet. Tusindvis af veteraner vendte hjem til inflation, arbejdsløshed og politisk kaos. I byerne strejkede arbejderne, og borgerskabet frygtede en kommunistisk revolution som i Rusland. Det var i det vakuum, Mussolinis bevægelse fandt sin næring.

Mussolini havde selv været socialist, men skiftede kurs og støttede Italiens deltagelse i 1. verdenskrig, hvilket kostede ham partimedlemskabet. Iflølge Faktalinks artikel om fascisme var fascismens vigtigste fjende fra begyndelsen ikke konservatismen, men kommunismen, socialismen og demokratiet. Sortskjorterne brugte bevidst vold og intimidering til at splitte fagforeninger og opløse strejker, og det tiltrak støtte fra industri og landbrug, der frygtede arbejderbevægelsen.

Fascismens ideologi og kendetegn

Fascismen minder på overfladen om andre autoritære systemer. Fristelsen er stor at sætte fascisme, nazisme og kommunisme i samme kasse, for alle tre afviser demokrati og bruger vold til at fastholde magten. Men fascismen har sine egne kendetegn, som det er vigtigt at holde styr på.

Korporativismen er et element, man nemt overser. Fascismen var ikke laissez-faire, og den var ikke socialistisk i marxistisk forstand. Staten styrede økonomien ved at samle arbejdsgivere og arbejdere i korporationer, en slags statsovervågede brancher, der erstattede klassekonflikten med tvungen samhørighed. Iflølge Faktalinks artikel om fascisme var samfundet betragtet som en samlet organisme under ubestridt ledelse af en fører. Som Mussolini selv formulerede det: Intet over, intet ved siden af og intet uden for staten.

Robert O. Paxton påpegede i The Anatomy of Fascism (2004), at fascismen aldrig var en sammenhængende filosofisk doktrin på linje med marxismen. Mussolini pralsede ligefrem af ikke at have et fast program og erklærede, at næven er teoriens syntese. Det var en ideologi funderet på handling, emotion og mytologisering af nationen. Den fleksibilitet gjorde fascismen tilpasningsdygtig og svær at definere.

Marchen mod Rom og magtovertagelsen

Den 27. oktober 1922 satte sortskjorterne i bevægelse fra byer i hele Norditalien. Det var ikke en regulær militær styrke, og selve marchen var ikke militært overbevisende. Men truslen var reel nok: enten fik Mussolini magten, eller volden ville eskalere. Kong Viktor Emanuel III underskrev ikke undtagelsestilstanden, der ville have autoriseret hæren til at sprede demonstranterne. I stedet ringede hoffet til Mussolini i Milano med tilbud om at danne regering.

1. 1

   Kongen kalder Mussolini til magten (1922)

   Kong Viktor Emanuel III nægter at bruge militær mod sortskjorterne og udnævner Mussolini til premierminister. Fascistpartiet har kun 35 pladser ud af 535 i parlamentet.

2. 2

   Valgsvindel og absolut flertal (1923-1924)

   Acerbo-loven garanterer, at det parti, der vinder over 25 procent af stemmerne, automatisk får to tredjedele af parlamentets pladser. Fascisterne vinder valget i 1924 under massiv intimidering.

3. 3

   Matteotti-mordet og politisk krise (1924)

   Socialisten Giacomo Matteotti kidnappas og myrdes af fascistiske agenter, efter han offentligt afslører valgsvindel. Mordet skaber en politisk krise, men Mussolini erklærer personligt ansvar og undslipper konsekvenserne.

4. 4

   Diktaturet etableres (1925-1926)

   Alle oppositionspartier forbydes. Pressen undertrykkes og ensrettes. Uafhængige fagforeninger opløses. Italien er nu officielt et diktatur.

5. 5

   Den korporative stat fuldt etableret (1928)

   Det fascistiske system af korporationer er konsolideret. Parlamentet er reelt erstattet af et fascistisk storråd. Demokratiet er formelt afskaffet.

Historikeren Robert Paxton pointerede, at fascisternes vej til magten ikke var et militærkup, men en alliancestrategi. Konservative eliter, industriejere og monarkiet regnede alle med at kunne styre Mussolini som buffer mod kommunisterne. Det var en katastrofal fejlvurdering: da det fascistiske parti sad solidt i sadlen, erstattede det gradvist alle allierede med sin egen absolutte kontrol.

Fascisme vs. nazisme: Ligheder og forskelle

Nazismen i Tyskland og fascismen i Italien udviklede sig parallelt og inspirerede hinanden. Hitler beundrede Mussolini og forsøgte at kopiere Marchen mod Rom med sit fejlslagne München-kup i 1923. Begge bevægelser var antidemokratiske, nationalistiske og antisocialistiske, og begge brugte propaganda, vold og masseoptog som politiske redskaber. Men der er afgørende forskelle.

Som Karl Christian Lammers skriver i sin artikel på lex.dk, er det den overvejende opfattelse, at nazismen i sin kampfase til 1933 havde samme profil og politikstil som fascismen. Men det nazistiske regime adskilte sig væsentligt, fordi dets bærende ideologi var racismen og målet om et racerent samfund, Volksgemeinschaft. Fascismens racelove kom til Italien først i 1938 under tysk pres og var aldrig kernen i den italienske bevægelse.

En nem huskeregel: både fascisme og nazisme er totalitære og antidemokratiske, men fascisme handler primært om statens magt og nationens enhed, nazisme handler primært om race og blod. Det er den forskel, der i historisk sammenhæng kostede millioner af jøder livet.

Fascismens udbredelse i Europa og Danmark

I mellemkrigstiden opstod fascistisk inspirerede bevægelser i næsten alle europæiske lande. Det var ikke et italiensk-tysk særfaenømen, men et europaeisk massefaenømen. Fascistiske partier opstod i Frankrig, Spanien, Rumænien, Østrig, Ungarn, Belgien og Finland. Bevægelserne havde indbyrdes kontakt og efterlignede aktivt hinandens symboler, uniformer og politikstil.

I Spanien kom Francisco Franco til magten i 1939 efter en borgerkrig, som Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland aktivt støttede. I Danmark blev DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, stiftet i 1930 som en direkte kopi af det tyske nazistparti. I 1939 havde partiet 5.000 medlemmer, og i begyndelsen af 1943 var antallet steget til 21.000. I Norden var tilslutningen dog generelt lav; kun den finske Lappobevægelse fik større politisk betydning. Vil du følge tråden videre, kan du læse vores artikler om 2. verdenskrig og om imperialismens rolle i opbygningen af de konflikter, der banede vejen for fascismens fremkomst.

Fascisme i dag: Nyfascisme og demokratiets sårbarhed

Fascisme bruges i dag som et politisk skældsord. Politikere, partier og bevægelser beskrives som fascistiske, selv om de ikke bekender sig til Mussolinis ideologi. Det giver begrebet to brugbare betydninger: en historisk (fascismen som konkret bevægelse 1919-1945) og en analytisk (bevægelser med antidemokratiske, ultranationalistiske træk). At kende forskellen er avgørende, når du læser historiske tekster eller analyser af nutidspolitik.

Det mest tydelige eksempel på en nutidig arv fra fascismen er Italiens Fratelli d’Italia. Iflølge lex.dk's artikel om fascisme vandt partiet det italienske parlamentsvalg i september 2022, og partiets leder Giorgia Meloni dannede en højreregering i oktober 2022. Meloni betegner sig ikke som fascist, men er erklæret beundrer af Mussolini. Partiet trækker ideologisk på nyfascistiske strømninger og er opstået af en kontinuerlig linje fra Mussolinis tid.

Den vigtigste lære af fascismens historiske periode er ikke, at demokratiet altid sejrer. Det er, at demokratiet er sårbart. Paxton formulerede en central advarsel: fascister kommer tæt på magten, når konservative begynder at låne deres teknikker og forsøger at co-optere deres tilhængere. Forstår du fascismens mekanismer, er du bedre rustet til at genkende dem og til at modstå dem. Er du i gang med en opgave om emnet, kan vores historietutorer hjælpe dig med at skærpe analysen.