Reformationen: Luthers opgør med kirken og Danmarks vej til lutherdommen

Det er natten mellem den 11. og 12. august 1536. I København samler Christian 3. sine militære chefer til krigsråd. Beslutningen, der træffes denne nat, ændrer Danmark for altid: alle landets katolske biskopper arresteres, deres ejendomme konfiskeres, og den lutherske tro indføres som den eneste tilladte religion. Reformationen er nu et faktum i Danmark, men historien bag den begynder tyve år tidligere og over tusind kilometer sydpå i den tyske by Wittenberg.

Reformationen er et af de dybeste brud i dansk og europæisk historie. Den forvandlede kirken fra en international institution under paven til en nationalkirke under kongen, splittede Europa religiøst og politisk og udløste borgerkrige, der kostede tusindvis af liv. Forstår du reformationens årsager, forløb og konsekvenser, forstår du også grundlaget for den folkekirke og den statsskik, vi kender i dag.

Hvad er reformationen?

Ironisk nok ønskede Martin Luther i begyndelsen ikke at splitte kirken. Hans mål var at reformere den indefra: at rette op på misbrug og vende tilbage til Bibelens egentlige budskab. Men det, der startede som en intern teologisk debat i 1517, endte med at klø ve den vestlige kristenhed i to og sætte Europa i brand. Det er baggrunden for selve ordet 'reformation': en omformning, der viste sig at blive en revolution.

Forhistorien handler om kirkens magt og penge. I middelalderen ejede den katolske kirke enorme landområder og opkrævede tiende fra hele befolkningen. Den solgte afladsbreve: dokumenter, der ifølge kirken kortede sjælens ophold i skærsilden ned mod Himlen. Man købte sig altså til en slags syndsforladelse. Korruptionen var udbredt og kritikken af kirken voksede. Det var i det klima, Luther træder ind.

Martin Luther og de 95 teser

I 1516 ankom afladsælgeren Johann Tetzel til områderne nær Wittenberg med et effektivt reklamefremstød: 'Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer.' Martin Luther, teologiprofessor ved Wittenbergs universitet, var oprørt. Han mente, at afladshandelen var et bedrag, der fratog de troende det direkte forhold til Gud. Den 31. oktober 1517 offentliggjorde han ifølge overleveringen 95 teser på slotskirkens dør i Wittenberg: en liste over anklagepunkter mod den katolske kirkes lære og praksis om aflad.

Luthers kernebegreb var radikalt: mennesket retfærdiggøres ved tro alene (sola fide), ikke ved gerninger, betalinger eller kirkens formidling. Kun Bibelen, ikke paven, er den endelige autoritet (sola scriptura). Disse to sætninger underminerede det meste af den middelalderlige kirkes magtgrundlag. Luther mente ikke, at paven havde nogen særlig guddommeligt indstiftet autoritet, og han afviste skærsilden som bibelsk begreb. Det, der begyndte som en akademisk diskussion, udviklede sig til et opgør med hele den europæiske kirkestruktur.

1. 1

   Teserne trykkes og spredes

2. 2

   Studenter rejser til Wittenberg

3. 3

   Evangeliske prædikanter forkynd er i byerne

4. 4

   Fyrster og konger vælger side

Reformationen kommer til Danmark

I 1523 flygtede Christian 2. fra sin trone, efter at adelen og de katolske biskopper havde gjort oprør mod ham. Flugten gik til Wittenberg, og her mødte han Martin Luther personligt. Christian 2. tilsluttede sig lutherdommen og lod sin dronning modtage nadveren i begge skikkelser, brød og vin, det mest håndgribelige symbol på overgangen til protestantisme. Luthers ideer var dermed nået til det danske kongehus, inden de for alvor havde fundet fodfæste i Danmark selv.

I selve Danmark var situationen i 1520'erne præget af religiøs og politisk splittelse. Den nye kong Frederik 1. var under pres fra de katolske biskopper i rigsrådet, men sympatiserede personligt med de lutherske ideer. I 1526 tog han en vigtig beslutning: bispevalg i Danmark behøvede ikke længere pavens godkendelse. Med det var det reelle brud med Rom en kendsgerning, selv om ingen endnu ville sige det højt. I Haderslev oprettede den unge hertug Christian, den kommende Christian 3., evangeliske præsteskoler. Reformationen rykkede indefra og ovenfra på én gang.

På by-niveau gik det hurtigere. I Malmø indførte bystyret en rent dansktalende gudstjeneste allerede i 1528. I Viborg begyndte en munk ved navn Hans Tausen at prædike luthersk fra 1525. Det var ikke blot teologi, folk reagerede på: afladshandelen ophørte, og de kirkelige afgifter, der hidtil belastede hverdagen, forsvandt. Reformationen var en bevægelse nedefra, ikke kun en kongelig ordre. Lutherdommen vandt fodfæste i befolkningen, og kongen fulgte strømmen.

Hans Tausen: den danske reformator

Hvem var manden, der lagde grunden for den lutherske reformation i de danske byer, næsten et årti inden kongen officielt satte sit segl på den? Han hed Hans Tausen, og hans navn er i dag glemt af mange, selv om han spillede en rolle i dansk reformationshistorie, der kan sammenlignes med Luthers i Tyskland. Tausen var ikke blot prædikant: han oversatte tekster, uddannede præster og forfattede den prædikensamling, som de tidlige protestantiske præster læste op fra i stedet for selv at holde prædikener.

I 1525 begyndte Tausen at prædike luthersk i Viborg, mens han endnu boede i det lokale johanniterkloster. Da klostret forbød ham at prædike i kirken, holdt han sine gudstjenester i det fri, og skarerne var store. Alt ændrede sig, da Frederik 1. udstedte et personligt beskyttelsesbrev til ham: nu stod Tausen under kongens beskyttelse, og vejen ind i byens kirker åbnedes. I 1530 fremlagde Tausen og andre evangeliske prædikanter 'Confessio Hafniensis', en dansk luthersk trosbekendelse, på herredagen i København. Det var en demonstration af, at reformationsbevægelsen var organiseret og klar til at tage det næste skridt.

Grevens Fejde: borgerkrig om tronen og troen

Da Frederik 1. døde i foråret 1533, opstod et politisk tomrum, der kastede Danmark ud i borgerkrig. Rigsrådet skulle vælge en ny konge, men det oplagte valg, den åbent lutherske hertug Christian af Slesvig-Holsten, var de katolske biskopper i rådet ikke begejstrede for. De udskød kongevalget, og det gav hansestaden Lübeck i Nordtyskland en åbning. Lübeck ønskede at genindsætte den fængslede Christian 2. på tronen og hyrede grev Christoffer af Oldenburg til at anføre en lejøldaterhær. Det var ham, borgerkrigen fik navn efter: Grevens Fejde.

I sommeren 1534 gik Christoffers tropper i land på Sjælland og underlagde sig Sjælland og Skåne på blot seks uger. Den jyske adel valgte i stedet hertug Christian som ny kongekandidat. Hans dygtige feltherre Johan Rantzau trængte de lybske tropper tilbage. I december 1534 knuste Rantzau Skipper Clements bondelhær ved Aalborg, og i 1535 begyndte belæjringen af København. Byens borgere, der støttede Christian 2.s sag, holdt stand i over et år. I august 1536 åbnedes portene endelig for Christian 3. og hans hær. Borgerkrigen var forbi.

Borgerkrigen endte, hvor den begyndte: i spørgsmålet om, hvem der skulle styre. Men udfaldet bestemte også Danmarks religiøse fremtid. Christian 3. gik ud af krigen som en overbevist lutheraner med militær magt og politisk vilje til at gennemføre reformationen med stor kraft.

Christian 3. gennemfører reformationen i 1536

Natten mellem den 11. og 12. august 1536 slog Christian 3. til med kirurgisk præcision. Alle de katolske biskopper, der befandt sig i København, blev arresteret. Resten af landet fulgte. Den officielle begrundelse var, at bisperne havde handlet forbryderisk og forsinket kongevalget. Den reelle begrundelse var dobbelttydigt pragmatisk: ved at apsætte bisperne og konfiskere kirkens gods fik Christian 3. midlerne til at betale borgerkrigsgælden og sætte en permanent lid på den kirkelige modstand.

1. 1

   6. august 1536: Christian 3. marcherer ind i København

2. 2

   11.-12. august 1536: De katolske biskopper arresteres

3. 3

   30. oktober 1536: Recessen om reformationen vedtages

4. 4

   2. september 1537: Kirkeordinansen og ny kroningsceremon

5. 5

   1539: Kirkeordinansen godkendes på dansk

6. 6

   1550: Christian 3.s Bibel udkommer

Kirkeordinansen og den nye kirkeordning

Kirkeordinansen var den nye kirkes grundlov. Den fastslog præcist, hvad den lutherske kirke måtte og ikke måtte, hvem der styrede, og hvad præsterne skulle prædike. I henhold til hvad som er beskrevet af det teologiske fakultet ved Københavns Universitet, var den tyske reformator Johannes Bugenhagen, en af Luthers nærmeste medarbejdere, personligt involveret i at udforme loven, og Luther godkendte den i Wittenberg, inden den trædte i kraft.

Kirkeordinansen betød mærkbare forandringer i hverdagen. Gudstjenesten skiftede fra latin til dansk, og præsterne fik pligt til at prædike på modersål, så alle kunne forstå. Klostrene lukkede gradvist, og de sociale funktioner, de varetog som pleje af syge og fattige, overgik til verdslige myndigheder. Tiende skulle der stadig betales, men nu gik pengene til kongen og til de lokale præster og kirker, ikke til paven. Og i 1539 bestemte Kirkeordinansen, at der i alle landets købs tæder skulle oprettes latinskoler, et tidligt skridt i retning af en mere systematisk folkeuddannelse.

I 1550 udgav Christian 3. den første komplette danskåde bibeloversættelse. For første gang i historien kunne danskere læse hele Bibelen på deres eget sprog. Det var en direkte forlængelse af Luthers grundtanke: troén er et anliggende mellem individet og Gud, og for at tro korrekt skal man selv kunne læse ordene. Reformationen ændrede ikke blot religionen, den banede vejen for en ny læsekultur og et nyt syn på uddannelse.

Reformationens strukturer viste sig overraskende langvarige. Den statskirkelige model, Christian 3. grundlagde, var stadig det organisatoriske udgangspunkt for folkekirken, da Danmark i det 20. århundrede stod over for meget anderledes historiske prøvelser: under Besaættelsen og under 2. Verdenskrig spillede folkekirken en rolle som institutionel rygrad i det danske samfund. Forbindelsen mellem stat og luthersk kirke er direkte arvegods fra 1536.

Hvem vandt og hvem tabte på reformationen?

Reformationen fremstilles tit som et rent religiøst opgør. Det var den. Men ser man nøgternt på, hvem der reelt vandt og hvem der tabte, er det politiske og økonomiske billede mindst ligeså tydeligt.

Christian 3. var ikke naiv. Ved at fængsle alle bisperne på én gang og konfiskere deres gods betalte han af på borgerkrigsgælden og sikrede en centraliseret statsmagt, ingen dansk monark havde haft før ham. Adelen gik med på reformationen, fordi de fik andel i konfiskeringen og beholdt deres privilegier. Lutherdommen i Danmark var ikke primært et folkereligiøst gennembrud: det var et magtpolitisk skridt, der tilfældigvis matchede Luthers teologi. Den almindelige dansker fik gudstjeneste og Bibel på dansk. Magt og jord forblev der, hvor de altid havde været.

Reformationen er et centralt emne i gymnasiets historiefag og optræder jævnligt i eksamensspørgsmål. Har du brug for hjælp til at forstå forløbet, nøglepersonerne og kilderne, kan du finde støtte hos os til lektiehjælp i historie og komme godt forberedt til eksamen.

Typiske fejl om reformationen