Retorisk analyse: model, appelformer og eksempel trin for trin

Du får en tale i hånden, og opgaven lyder: lav en retorisk analyse. Du læser teksten to gange, og den virker egentlig bare god. Det er netop problemet. En retorisk analyse handler ikke om, hvorvidt en tale er god, men om hvordan den bliver god: hvilke ord, hvilke billeder og hvilken opbygning der får en bestemt gruppe mennesker til at nikke med. Den slags kan du lære at se, og når du først har set det, kan du ikke lade være.

Du får her en model i seks trin, som virker på taler, debatindlæg, kronikker og reklamer. Du ser, hvordan situationen, appelformerne, virkemidlerne og argumentationen hænger sammen, og du følger en konkret tale, mens den bliver skilt ad. Så ved du, hvad du skal skrive, når du sidder med en ukendt tekst til eksamen, og uret tikker.

Hvad er en retorisk analyse?

Din veninde skriver: "Kom nu med i biffen, alle de andre kommer, og det koster kun 60 kroner." Hun har ikke sagt noget voldsomt, men hun har gjort tre ting. Hun har givet dig følelsen af at stå udenfor (alle de andre), hun har fjernet en indvending (prisen), og hun har gjort det med en tone, du stoler på. Hun har overbevist dig, og du har ikke engang bemærket det.

Ordet retorik kommer fra græsk og handler ifølge Lex om målrettet kommunikation: kunsten at overbevise et publikum om en sag gennem argumentation og andre sproglige virkemidler. Det er altså ikke et fint ord for pæne taler. Retorikken findes i en reklame for energidrik, i et opslag på Instagram og i en leder i Politiken.

Derfor kan du lave retorisk analyse af næsten alle tekster, der vil noget med dig. Undervisningsministeriets vejledning til Dansk A på stx nævner taler og argumenterende tekster som reklame- og kampagnemateriale og debatindlæg i både trykte og digitale medier som egnede teksttyper. I praksis ser du metoden i dansk på stx, hf og hhx, men også i samfundsfag og engelsk.

Du bruger sikkert allerede retorisk tænkning uden at kalde det noget. Når du vælger, hvordan du beder om en forlænget frist, og tænker over, om læreren bliver mere imødekommende, hvis du først anerkender hendes tid, har du analyseret en modtager og tilpasset dit sprog. Den retoriske analyse gør det samme, bare omvendt: Du kigger på en andens tekst og spørger, hvilke valg afsenderen har truffet, og hvorfor.

Start med den retoriske situation

Hvem taler egentlig til hvem, og hvorfor netop nu? Hvis du springer det over, ender du med en liste af virkemidler uden retning. Det samme udsagn betyder noget helt andet, afhængigt af hvem der siger det: "Jeg er træt" lyder forskelligt, når du siger det til din mor i bilen, og når du siger det til din chef.

Til at kortlægge situationen kan du bruge det retoriske pentagram, der går tilbage til den romerske taler Cicero. Det består af fem hjørner, der påvirker hinanden: afsender, modtager, emne, situation og sprog. Tag Greta Thunbergs tale ved FN's klimatopmøde i New York i september 2019, som du får brug for senere i indlægget.

Læg mærke til, at modtageren sjældent er én person. De politikere, der sidder i salen, er den direkte modtager, men talen er skrevet til de mange, der ser den bagefter. Det forklarer, hvorfor en tale kan lyde næsten uhøflig over for salen og samtidig være utroligt effektiv. Når du kan sige, hvem der egentlig er målgruppen, har du allerede en pointe, som mange glemmer.

Situationen rummer også et spørgsmål om timing. Retorikken kalder det kairos: det rette øjeblik. En tale om klimaet får en anden kraft, når den holdes i dagene efter en rekordvarm sommer, og en undskyldning virker bedre, hvis den kommer, før nogen har krævet den. Spørg derfor altid: Hvad er det for et problem, som talen svarer på, og hvorfor kunne den ikke have været holdt for et år siden? Svaret forklarer ofte både tonen og valget af argumenter.

Etos, logos og patos: tre måder at overbevise på

"You have stolen my dreams and my childhood with your empty words." Sådan siger Thunberg, og sætningen gør mere end én ting på én gang. Den rammer dig i maven, fordi nogen har fået frarøvet sin barndom. Den får afsenderen til at fremstå som et barn, ingen kan mistænke for at ville have magt. Og den hævder, at politikernes ord er tomme, hvilket hun efterfølgende underbygger med klimaforskernes tal. Tre appeller i én sætning.

Det er Aristoteles' tredeling. Ifølge Lex om etos må en taler fremstille sig selv som troværdig ved at tegne et billede af sig selv som klog, dygtig og sympatisk. Retorikeren James McCroskey skelnede i 1981 mellem start-etos (omdømmet, før talen begynder), etos afledt af selve talen og slut-etos (den opfattelse, publikum står med bagefter). Det giver dig et godt greb: Spørg, hvad afsenderen er kendt for, før hun åbner munden, og hvad hun selv bygger op undervejs.

Logos handler om argumenter. Det interessante er, at logos ikke behøver at være logisk i streng forstand. Lex om logos påpeger, at en taler kan virke logisk uden at være det, for eksempel ved at henvise til statistik, opstille punktlister eller bruge udelukkelsesmetoden. Du skal altså ikke spørge, om argumentet holder, men om det virker, som om det holder.

Patos er appellen til følelserne. Lex om patos fremhæver, at den er uomgængelig i festtaler, og at Aristoteles anbefalede at bruge den især mod slutningen af en tale. Patos er ikke snyd. Følelser er en del af, hvordan vi træffer beslutninger, og en god taler ved det.

De tre appeller arbejder sjældent hver for sig. Tænk på en reklame for en energidrik: En atlet, du kender, holder dåsen (etos), en rytme og en hurtig klipning giver energi i kroppen (patos), og der står, at drikken indeholder en bestemt mængde koffein (logos). Fjerner du ét af elementerne, falder helheden sammen. Det er samspillet, du skal pege på, når du analyserer.

Vil du have flere eksempler på hver enkelt, kan du læse vores gennemgang af appelformer. Husk én ting i selve analysen: Skriv aldrig bare, at teksten bruger etos, logos og patos. Næsten alle tekster gør det. Dit arbejde er at afgøre, hvilken appel der dominerer, og hvorfor afsenderen har valgt netop den vægtning over for netop denne modtager.

Sproglige virkemidler: hvad ordene gør ved dig

"Vi må handle" og "Vi må handle nu, vi må handle sammen, og vi må handle, før det er for sent" siger i princippet det samme. Alligevel føles de som to forskellige tekster. Den anden har rytme, tempo og en trappe, der stiger mod en sidste sætning, og det er præcis den slags, en retorisk analyse skal sætte ord på.

Det klassiske eksempel er Martin Luther Kings tale i Washington i 1963, hvor sætningen "I have a dream" vender tilbage igen og igen. Gentagelsen i begyndelsen af hver sætning hedder anafor, og den virker, fordi publikum begynder at vente på den. Ifølge Lex fik King med netop sin stærke etos som forkæmper for de sorte amerikaneres rettigheder og et nyskabende sprog en plads blandt det 20. århundredes stærkeste talere. Her ser du, hvordan et virkemiddel og en appelform arbejder sammen: Anaforen bærer patos, mens Kings baggrund bærer etos.

Nogle virkemidler, du ofte vil støde på, er antitese (to modsætninger stilles op mod hinanden), retorisk spørgsmål (et spørgsmål uden behov for svar), billedsprog som metafor og sammenligning, og tredeling, hvor tre led skaber en følelse af fuldstændighed. Har du brug for en komplet oversigt, finder du den i vores guide til retoriske virkemidler.

Glem heller ikke ordvalget. Der er forskel på at kalde en handling "en reform" og "et indgreb", selvom de to ord kan pege på det samme. Ordene bærer hver sin bibetydning, og afsenderen vælger dem, fordi de stiller modtageren i et bestemt lys. Læg også mærke til tiltalen. Siger taleren "vi", trækker hun dig ind i et fællesskab. Siger hun "I" eller "de", sætter hun en grænse mellem dem, der gør noget rigtigt, og dem, der gør noget forkert.

Reglen er den samme hver gang. Find virkemidlet, citér det kort, og forklar, hvad det gør ved modtageren. Kan du ikke forklare virkningen, skal virkemidlet ikke med i opgaven. Tre velvalgte virkemidler med en grundig forklaring slår ti virkemidler med en enkelt sætning hver.

Argumentationen: påstand, belæg og hjemmel

Forestil dig et debatindlæg med overskriften "Skolen skal starte klokken 9". Forfatteren skriver, at unge har brug for mere søvn. Det lyder rimeligt, men der mangler et led. Hvorfor skulle det være skolens opgave at tage hensyn til søvn? Fordi skolen skal sikre, at eleverne kan lære noget, og det kan man ikke, hvis man er udmattet.

Det er Toulmins model i miniformat. Påstanden er det synspunkt, afsenderen vil have dig til at tilslutte dig: skolen skal starte senere. Belægget er begrundelsen: unge har brug for mere søvn. Hjemmelen er den bagvedliggende antagelse, som får belægget til at understøtte påstanden: skolen skal skabe de bedste betingelser for læring. Hjemmelen er ofte uudtalt, og netop derfor er den spændende at finde. Når afsenderen ikke siger den højt, regner hun med, at du er enig, og så er den en del af overtalelsen.

Prøv selv: Find et debatindlæg i dagens avis, og skriv de tre led ned med dine egne ord. Er hjemmelen svær at få øje på, er det et tegn på, at afsenderen tager den for givet. Spørg dig selv, om en modstander ville være enig i den. Hvis ikke, har du fundet indlæggets svageste punkt, og det kan blive en stærk del af din vurdering.

I en retorisk analyse bruger du argumentationen, når teksten argumenterer åbenlyst, som i debatindlæg og kronikker. Så kan du vise, hvilke led der er stærke, og hvilke der slet ikke bliver forsvaret. Mangler der et belæg, er det en pointe. Står en hjemmel og vakler, er det en endnu bedre pointe.

Sådan skriver du en retorisk analyse trin for trin

Dokumentet er tomt, teksten ligger ved siden af, og du aner ikke, hvad du skriver først. Start ikke med indledningen. Start med at læse og tage noter, og skriv først derefter. Her er rækkefølgen, der virker.

1. 1

   Læs teksten to gange

   Første gang for at forstå, hvad den siger. Anden gang med en blyant: Understreg gentagelser, tal, billeder, direkte tiltaler og steder, hvor tonen skifter.

2. 2

   Kortlæg situationen

   Skriv afsender, modtager, emne, anledning og sprog ned ud fra pentagrammet. Beslut, hvem den egentlige målgruppe er.

3. 3

   Find appelformerne

   Notér, hvor teksten appellerer til troværdighed, fornuft og følelser, og afgør, hvilken der fylder mest.

4. 4

   Vælg 3 til 5 virkemidler

   Vælg de virkemidler, der gør mest for teksten, og forklar for hvert af dem, hvad de gør ved modtageren.

5. 5

   Undersøg argumentationen

   Find påstand, belæg og hjemmel. Se efter led, der mangler, eller som kun virker, fordi modtageren ikke tænker over dem.

6. 6

   Vurdér og konkludér

   Afgør, om afsenderen lykkes med at overbevise netop denne modtager, og begrund det med dine egne analysepunkter.

Brug mest tid på de første to trin. Det kan føles som spild at sidde og understrege, men det er dér, du finder de pointer, der gør analysen skarp. Når notaterne er på plads, skriver resten sig næsten selv, fordi du ved, hvad du vil sige, og hvilke citater der skal med.

Opbygningen af selve opgaven følger samme tankegang. I indledningen præsenterer du teksten, afsenderen og situationen og siger kort, hvad din analyse peger på. I analysen tager du ét hovedpunkt ad gangen, for eksempel talens overordnede strategi, så dens virkemidler og til sidst dens argumentation. Du behøver ikke bruge alle begreber. Vælg dem, teksten faktisk giver noget på.

Det største greb er at organisere analysen efter tekstens pointer og ikke efter begreberne. Et afsnit med overskriften "Patos" og et med "Etos" giver dig en liste. Et afsnit om, hvordan talen først vinder tillid og derefter slår hårdt, giver dig en analyse.

Sådan formulerer du dig i analysen

Sammenlign to sætninger. Den første: "Taleren bruger et retorisk spørgsmål og patos." Den anden: "Det gentagne spørgsmål "How dare you" efterlader modtageren uden mulighed for at svare, og det forvandler en faglig anklage til en moralsk, som er svær at forsvare sig mod." Den første nævner begreber. Den anden viser, at du har set noget.

Det er næsten altid den samme tre-trins bevægelse, der adskiller de to: Du peger på noget i teksten, du citerer det kort, og du forklarer, hvad det gør ved modtageren. Skriv i nutid, for teksten gør noget, hver gang du læser den. Skriv "afsenderen" eller "taleren" i stedet for "jeg", og brug verber som skaber, understreger, placerer, flytter og lægger op til. Så bliver din tekst aktiv, og du undgår at hænge fast i "der bruges" og "der er".

Citater skal være korte. Ét til tre ord midt i din egen sætning fungerer bedre end en hel linje, du skal forklare bagefter. Og brug fagbegreberne præcist: En anafor er en gentagelse i begyndelsen af led, ikke bare en gentagelse. Er du i tvivl om, hvad et begreb hedder, så beskriv, hvad det gør, i stedet for at gætte på navnet. En præcis beskrivelse slår et forkert begreb hver gang.

Eksempel: retorisk analyse af en tale

Så du kan se processen køre, tager vi et kort uddrag af Thunbergs tale og analyserer det, som du kunne gøre i en eksamensopgave. Du kan overføre fremgangsmåden til enhver anden tekst.

Læg mærke til, at ingen af trinene er et referat. Hver gang står der, hvad teksten gør, og hvilken virkning det har. Slutter du dit afsnit med en vurdering som den sidste, viser du, at du kan mere end at pege på begreber.

Retorisk analyse af forskellige tekster

Er metoden den samme, uanset om du står med en tale, en kronik eller en reklame? Ja, men vægten flytter sig. Hver genre har sin typiske modtager og sine typiske greb, og når du kender dem, ved du, hvor du skal kigge først.

I en tale er rytmen vigtig, fordi publikum kun hører teksten én gang. Derfor bruger talere gentagelser og enkle sætninger, som du ikke ville bruge i en afhandling. I et debatindlæg kan du læse tilbage og tjekke argumentet, så her er det oftere hjemmelen, der afslører, hvor stærkt indlægget egentlig står.

Reklamer er en genre, mange undervurderer. Her har afsenderen kun få sekunder og et konkret salgsmål, så virkemidlerne er ofte tydelige: et ansigt, du genkender (etos), en følelse af tilhørsforhold (patos) og et tal, der får det hele til at lyde rimeligt (logos). Netop derfor er reklamer gode at øve sig på. Træn ved at tage en reklame fra dit feed og lave de seks trin på en halv side.

Fra analyse til vurdering

Mange stopper efter virkemidlerne og skriver en konklusion, der gentager det, de allerede har sagt. Men den bedste del af en retorisk analyse er vurderingen: Virker teksten, og på hvem? Her kan du bruge de tre kriterier, der følger af alt det, du har kortlagt.

Det første er målgruppen. Rammer teksten dem, den er skrevet til, eller virker den stærkest på folk, der allerede er enige? Det andet er balancen. En tale, der kun bygger på patos uden belæg, vækker følelser, men kan falde sammen, hvis nogen spørger efter fakta. Det tredje er holdbarheden. Står argumenterne stadig, når du ser nærmere på dem, eller virker de kun, så længe du ikke tænker over dem?

Nogle opgaver beder dig sammenligne to tekster, for eksempel to taler om samme emne fra to forskellige årtier. Så bliver vurderingen en sammenligning af, hvordan situationen har formet valget af virkemidler. Den ene taler kan stole på sin stærke etos, mens den anden må bygge den op fra bunden med logos og fakta. Brug den forskel som din rygrad i opgaven.

Det er også her, du kan trække tråde ud af teksten. Hvordan hænger talens situation sammen med dens sprog? Hvorfor kommer den stærkeste appel til sidst? Og hvad ville der ske, hvis den samme tekst blev holdt i en anden situation? Den slags spørgsmål løfter din analyse fra beskrivelse til fortolkning, og det er dér, karaktererne ligger.

Typiske fejl i en retorisk analyse

Nogle fejl vender igen og igen, fordi de føles rigtige, mens du skriver. De er værd at kende, før du afleverer.

Sidder du fast i en bestemt tekst, eller vil du have en andens øjne på din disposition, kan du få lektiehjælp i dansk fra en tutor, der har arbejdet med netop den slags opgaver. Over 1.000 certificerede tutors står klar.

Få feedback i øjenhøjde fra en certificeret tutor, der kender kravene i dansk. Gå i gang med en prøvetime, og der er ingen binding.