Vietnamkrigen: årsager, forløb og konsekvenser

Den 30. april 1975 kørte nordvietnamesiske kampvogne igennem portene til præsidentpaladset i Saigon. Over bygningen vajede et rødt flag med en gul stjerne. Krigen var slut. Den havde varet i to årtier, kostet millioner af liv og vendt op og ned på USA's selvforståelse som verdens stærkeste militærmagt. Vietnamkrigen er en af det 20. århundredes mest afgørende konflikter og et vigtigt emne i historieundervisningen på folkeskole- og gymnasieniveau.

Krigen rummer mange lag på én gang: en borgerkrig, en befrielseskrig og en koldkrigskonflikt. Var det Vietnam mod USA? Kommunismen mod kapitalismen? Et lille land mod en stormagt? Svaret er: alle tre på én gang. I de følgende afsnit gennemgår vi vietnamkrigen kort fortalt med årsager, aktører, vietnamkrigen tidslinje og konsekvenser, så du er godt rustet til eksamen.

Hvad var vietnamkrigen?

Fra fransk kolonistyre til delt land: baggrunden for krigen

Vietnam var ingen ny nation, da krigen brød ud. Landet havde i årtier kæmpet for selvstændighed fra Frankrig, som siden 1880'erne kontrollerede det, de kaldte Fransk Indokina. Under 2. verdenskrig besatte Japan området, men efter krigen forsøgte Frankrig at genetablere sit kolonistyre. Det holdt ikke. I 1946 brød en regulær krig ud mellem den franske kolonimagt og den vietnamesiske befrielsesbevægelse Viet Minh, anført af Ho Chi Minh, en nationalist og kommunist uddannet i Moskva og Kina.

I 1954 led Frankrig et ydmygende nederlag i Dien Bien Phu, hvor Viet Minhs styrker efter 55 dages belejring tvang de franske tropper til kapitulation. Genève-aftalen samme år delte Vietnam midlertidigt i to zoner ved den 17. breddegrad. Planen var, at et frit valg i 1956 skulle afgøre, hvem der skulle regere det samlede land. Det valg blev aldrig afholdt: Sydvietnams regering og USA frygtede, at Ho Chi Minh ville vinde. Den beslutning lagde grunden til de næste to årtiers krig.

Dominoteorien og USA's beslutning om at gå ind

Forestil dig en række dominobrikker stillet op på en række. Vælter den første, vælter de alle. Præcis den frygt styrede amerikansk udenrigspolitik i 1950'erne og 1960'erne. Hvis Vietnam blev kommunistisk, ville Laos følge. Så Cambodia. Så Thailand. Og til sidst hele Sydøstasien. Den tanke kaldes dominoteorien, og den var årsagen til, at USA valgte at blande sig i, hvad der begyndte som en vietnamesisk borgerkrig.

Præsident Kennedy sendte militære rådgivere til Vietnam fra 1961, og antallet af amerikanske soldater steg fra 500 til 16.000 under hans embedsperiode. Det var dog hans efterfølger, Lyndon B. Johnson, der tog det afgørende skridt. Efter den omstridte Tonkinbugt-hændelse i 1964 godkendte den amerikanske kongres en resolution, der gav præsidenten bemyndigelse til at eskalere den militære indsats markant. I 1965 landede de første regulære amerikanske kampenheder i Sydvietnam. Ifølge Den Store Danskes artikel om vietnamkrigen, skrevet af historikeren Niels Bjerre-Poulsen, betegnede dette et af de mest markante amerikanske militære engagementer i det 20. århundrede.

Parter og aktører i vietnamkrigen

At kalde det en krig mellem USA og Vietnam er at forenkle billedet. På nordvietnamesisk side stod Ho Chi Minhs kommunistiske regering i Hanoi, støttet militært og økonomisk af Sovjetunionen og Kina. Deres vigtigste redskab i syd var Viet Cong, guerillabevægelsen der officielt hed Den Nationale Befrielsesfront (FNL), med tusindvis af aktive krigere spredt over hele Sydvietnam. Ho Chi Minh kombinerede kommunistisk ideologi med vietnamesisk nationalisme og formåede at holde en befolkning mobiliseret gennem årtiers krig.

Guerillataktik, napalm og agent orange

Tænk på en krig, du kender fra film: to hære stillet op over for hinanden på åbent land. Vietnamkrigen lignede ingenting af det. Viet Cong kæmpede med en guerillataktik, der slog den militært overlegne amerikanske hær ud af kurs. Guerillerne kendte terrænet, blendede ind i befolkningen og angreb med hurtige, overraskende slag. Under Cu Chi-provinsen nær Saigon gravede de over 250 kilometer tunneler, som fungerede som fabrikker, hospitaler og militære baser. USA's teknologiske overlegenhed, som Niels Bjerre-Poulsen dokumenterer i standardværket 'Vietnamkrigen: en international historie' (2015), viste sig at komme til kort over for en modstanders evne til at operere i og med det lokale terræn.

For at imødegå guerillataktikken brugte USA to kontroversielle metoder. Napalm var et brandbombeindhold, der satte junglen i brand over store områder. Agent orange var et kemisk afløvningsmiddel, der dræbte skovens vegetation, så guerillerne ikke kunne skjule sig. Begge metoder ramte civile voldsommere end forventet, og fotografier af brændte børn og ødelagte landsbyer nåede via fjernsynet direkte ind i amerikanske stuer. Det skabte den første moderne anti-krigsbevægelse, drevet frem af mediebilleder snarere end politisk pamflet.

Tet-offensiven 1968: Vendepunktet

Nytårsnatten 1968 var der tradition for en uofficiel våbenhvile under det vietnamesiske nytårsfestival, kaldet Tet. Den nat valgte Nordvietnam og Viet Cong at slå til. Mere end 100 sydvietnamesiske byer blev angrebet på én gang, inklusive den amerikanske ambassade i Saigon. Det kom som et totalt chok for den amerikanske hær og offentlighed, fordi general Westmoreland netop havde forsikret amerikanerne om, at krigen gik godt, at fjenden var på retur, og at man kunne se slutningen nærme sig.

Militært var Tet-offensiven et nordvietnamesisk tab. Viet Cong led enorme tab, og ingen af de angrebne byer forblev i kommunistisk hænder. Men som beskrevet i Den Store Danskes artikel om vietnamkrigen på lex.dk, var det en strategisk sejr: den ødelagde den folkelige opbakning til krigen i USA, fik medierne til at vende sig mod Johnson-administrationen og stoppede præsident Johnsons politiske karriere. Han annoncerede, at han ikke ville genopstille til næste præsidentvalg. Tet-offensiven var vendepunktet i den amerikanske deltagelse i vietnamkrigen.

Vietnamisering og Nixons exit-strategi

Richard Nixon vandt præsidentvalget i 1968 på løftet om at afslutte krigen, men det tog fem år. Hans strategi hed vietnamisering: USA ville gradvist trække sine tropper hjem, mens sydvietnameserne selv skulle overtage kampen. For at lægge pres på Nordvietnam ved forhandlingsbordet i Paris iværksatte Nixon intensiverede bombetogt, herunder 11 dages bombardementer af Hanoi i julen 1972. Det er et skridt, mange historikere i dag betegner som en krigsforbrydelse.

1. 1

   Tilbagetrækning af amerikanske tropper

   Nixon begyndte systematisk at trække amerikanske kampenheder hjem fra 1969 og frem, fra et højdepunkt på ca. 500.000 soldater.

2. 2

   Oprustning af den sydvietnamesiske hær

   USA opbyggede og udrustede den sydvietnamesiske hær (ARVN) til at overtage kampen. Planen var, at Vietnam skulle klare krigen selv.

3. 3

   Forhandlinger i Paris

   Forhandlingerne trak ud i årevis, men endte i januar 1973 med Paris-fredsaftalen, der standsede den direkte amerikanske deltagelse.

4. 4

   Fortsat krig og Saigons fald

   Trods fredsaftalen fortsatte kampene. I foråret 1975 lancerede Nordvietnam en storoffensiv, og den sydvietnamesiske hær kollapsede.

Saigons fald 30. april 1975

Den sydvietnamesiske hær kollapsede hurtigt, da Nordvietnam lancerede sin storoffensiv i foråret 1975. USA's kongres afslog at bevilge yderligere militær støtte. Nordvietnamesiske styrker rykkede mod Saigon. Den 30. april kørte kampvogne gennem portene til præsidentpaladset. Den sydvietnamesiske præsident forsøgte at overgive sig og fik at vide, at der ikke var noget at overgive. Fra den amerikanske ambassade hentede helikoptere de sidste amerikanere og deres vietnamesiske samarbejdspartnere ud. Mange hundredevis af vietnamesere, der ikke nåede med, blev overladt til deres skæbne. Krigen var slut: Vietnam var genforenet under kommunistisk styre.

Konsekvenser af vietnamkrigen

Prisen for krigen var kolossal. Mellem 2 og 5,7 millioner vietnamesere mistede livet, herunder et stort antal civile. Ca. 58.000 amerikanske soldater døde. Mange var unge: 61 procent af de dræbte amerikanere var 21 år eller yngre. For dem, der overlevede, var den psykologiske skade massiv. Begrebet posttraumatisk stresslidelse (PTSD) fik for alvor offentlighedens opmærksomhed i kølvandet på vietnamveteranernes tilstand, da de vendte hjem til et hjemland, der mødte dem med foragt snarere end taknemmelighed.

Vietnam forblev fattigt og politisk isoleret frem til 1980'erne. Mere end tre millioner vietnamesere flygtede fra landet i årene efter krigen, heriblandt de såkaldte bådflygtninge, som tog til søs på skrøbelige fartøjer under livsfarlige forhold. Danmark modtog et antal af disse flygtninge. I dag er Vietnam en af Asiens hurtigst voksende økonomier med blomstrende privat erhvervsliv og tætte handelsbånd til netop USA.

Vietnamkrigen og den kolde krig

Vietnamkrigen forstås bedst som en stedfortræderkrig under den kolde krig. USA og Sovjet kunne ikke krige direkte mod hinanden, fordi begge var atommagter. I stedet støttede de modsatrettede sider i konflikter rundt om verden: Korea, Cuba, Afghanistan og Vietnam. Vietnamkrigen var altså ikke bare en vietnamesisk krig, men et globalt frontlinjeopgør, der kortlagde, hvilke grænser USA var villig til at gå for at inddæmme kommunismens udbredelse. Som det fremgår af vores artikel om 2. verdenskrig, var frygten for ideologisk ekspansion allerede plantet under krigen og voksede sig stor i efterkrigstiden.

Dominoteorien viste sig ikke at holde stik. Thailand, Malaysia og de øvrige sydøstasiatiske lande forblev ikke-kommunistiske, selv efter Vietnams fald. Det er et af historiens ironier: USA tabte krigen, men i en vis forstand vandt den kolde krigs logik alligevel. Nutidens Vietnam er kommunistisk på papiret, men markedsøkonomisk i praksis, og landets vigtigste handelspartner er netop USA. Kan du lide at arbejde med den slags historiske paradokser, er en time med en af vores historielærere en god investering. Vi har over 1.000 godkendte lærere og gratis prøvetime.