Holocaust forklaret: årsager, forløb og konsekvenser

Seks millioner jøder. Det er det tal, de fleste forbinder med holocaust. Men bag det tal ligger tolv år: fra den dag i 1933, da Hitler trådte til som rigskansler, til Tysklands kapitulation i 1945. Tolv år, hvor forfølgelsen gik fra diskriminerende lovgivning til industrielt massemord i gaskamre. Holocaust var ikke en pludselig eksplosion af had, men en bureaukratisk og politisk proces, der eskalerede trin for trin.

I januar 1942 mødtes 15 nazistiske embedsmænd i en villa nær Berlin og koordinerede mordet på alle europæiske jøder. Men det var ikke her, det begyndte. Det begyndte seks år tidligere, i 1933, med love der fratog jøderne statsborgerskabet, propaganda der dehumaniserede dem og koncentrationslejre der internerede modstandere. For at forstå holocaust er det nødvendigt at følge processen fra start til slut. Se også vores artikel om 2. verdenskrig for den bredere krigsramme og vores sider om lektiehjælp i historie.

Hvad er holocaust?

Holocaust er ikke synonymt med 2. verdenskrig, selvom de to er uløseligt forbundne. Krigen gav nazisterne dækning og mulighed for at gennemføre udryddelsen i de besatte lande. Men forfølgelsen begyndte seks år inden krigens udbrud, med lovgivning, propaganda og social udstødelse i selve Tyskland. Det er afgørende at forstå denne tidsmæssige forskel, fordi det viser, at holocaust ikke var et krigstilfælde, men en politisk beslutning, der blev truffet og effektueret over mange år.

Antisemitisme og nazismens raceideologi

Hvorfor just jøderne? Svaret ligger i en ideologi, der var under opbygning i årtier, inden Hitler kom til magten. Antisemitisme er fordomme og had rettet mod jøder som gruppe, og det eksisterede i Europa i mange hundrede år, primært religiøst begrundet. I slutningen af 1800-tallet ændrede antisemitismen form: den pseudovidenskabelige racisme hævdede, at jøder tilhørte en biologisk underlegen race. Nazismen tog denne idé og gjorde den til statsideologi.

I Hitlers verdensbillede var verden en kamp mellem racer, og jøderne var den farligste fjende: et folk, der som en parasit levede på og svækkede de 'ædle' folk. Denne raceideologi dannede grundlaget for konkret lovgivning, propagandakampagner i skoler og medier, og til sidst for en statsorganiseret udryddelse. Som Jødisk Informationscenter dokumenterer, gik jøderne i løbet af ganske få år fra at være fuldt integrerede tyske medborgere til at blive betragtet som 'uværdige til livet'. Det var bureaukratiets koldblodighed kombineret med racehad.

Hitlers bog Mein Kampf fra 1925 er det tydeligste udtryk for nazisternes raceideologi. Her beskrives en hierarkisk opdeling af menneskeheden, hvor de germanske 'ariere' er øverst og jøderne, som Hitler betragtede som en aktiv trussel mod arierracen, er nederst. Denne tankegang var ikke original: den byggede på årtiers europæisk og amerikansk pseudovidenskabelig racisme og eugenikbevægelse. Hitler systematiserede og radikaliserede den til statsideologi med dødelige konsekvenser.

Fra medborgere til ofre: Nürnberglovene og Krystalnatten

I september 1935 vedtog den tyske Rigsdag to love i Nürnberg, der ændrede alt for de ca. 500.000 jøder i Tyskland. Rigsborgerloven fratog jøderne deres tyske statsborgerskab. Loven til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære forbød ægteskab og seksuelt samvær mellem jøder og ikke-jøder. Med ét slag var jøderne juridisk gjort til andenrangsmennesker i det land, hvor mange af dem havde boet i generationer.

Krystalnatten i november 1938 markerede overgangen fra lovlig diskrimination til åben, statsorganiseret vold. Glasskårene fra de knuste butiksruder lyste i gaderne som krystaller og gav aktionen dens navn. Ca. 30.000 jødiske mænd blev anholdt og sendt i koncentrationslejre. Aktionen var ikke spontan folkevrede, men en organiseret pogrom koordineret af propagandaminister Joseph Goebbels. Resultatet var, at jøderne selv måtte betale en bod på én milliard rigsmark for ødelæggelserne. Det signalerede til verden, hvad nazisterne var parate til.

Wannsee-konferencen og den endelige løsning

Den 20. januar 1942 mødtes 15 højtstående nazister i en villa ved Wannsee-søen vest for Berlin. Mødet varede blot halvanden time. På dagsordenen stod koordineringen af mordet på 11 millioner europæiske jøder. Referatet fra konferencen er et af historiens mest foruroligende dokumenter: et bureaukratisk notat, der behandler massemord med den samme nøgterne tone, som man ville bruge til at planlægge en jernbanestrækning. Wannsee-konferencen var ikke stedet, hvor beslutningen om holocaust blev truffet. Den kom tidligere. Men konferencen koordinerede og industrialiserede det, der allerede var sat i gang.

1. 1

   Diskrimination og udvandring (1933-1938)

   Nürnberglovene fratager jøderne statsborgerrettigheder. Jøder presses til at forlade Tyskland via en kombination af lovgivning, propaganda og boykot af jødiske virksomheder.

2. 2

   Ghettoer og isolation (1939-1941)

   Efter invasionen af Polen tvangsflytter nazisterne jøder fra det besatte Europa til overfyldte ghettoer, primært i Polen. Sult og sygdom er udbredt.

3. 3

   Masselikvideringer (1941)

   Med angrebet på Sovjet i juni 1941 følger mobile drabsenheder, Einsatzgruppen. De skyder hundredtusindvis af jøder ved massegravsgruber over hele Østeuropa.

4. 4

   Industrialiseret udryddelse (1942-1945)

   Efter Wannsee-konferencen udbygges udryddelseslejrene med gaskamre og krematorier. Jøder deporteres fra hele Europa til lejrene i en logistisk operation, der involverer tusindvis af embedsmænd og soldater.

Koncentrationslejrene og udryddelsesmaskinerne

Ikke alle koncentrationslejre var det samme, og det er vigtigt at skelne. De første kz-lejre åbnede i 1933 som interneringslejre for politiske modstandere, homoseksuelle og kriminelle. Det var først fra 1942, at nazisterne oprettede dedikerede udryddelseslejre, specifikt designet til industrielt massemord med gaskamre og krematorier. De seks største udryddelseslejre lå alle i det besatte Polen.

Auschwitz-Birkenau i Polen er den mest kendte. Komplekset fungerede som både arbejdslejr og udryddelseslejr. Over lejrens port stod indskriften Arbeit macht frei, 'Arbejde sætter dig fri', et cynisk løfte til folk, der var bestemt til at dø. Som Lex.dk's artikel om Auschwitz beskriver, er det det sted, hvor flest jøder blev myrdet under holocaust. Historikere vurderer, at 1,1 millioner mennesker mistede livet her, og ni ud af ti var jøder.

Processen ved ankomsten til udryddelseslejrene fulgte et fast mønster. De deporterede ankom i overfyldte godsvogne efter dage uden mad og drikke. SS-læger foretog en selektion på rampen: de, der blev vurderet arbejdsdygtige, gik til slavearbejde, de øvrige direkte til gaskamrene. Børn, ældre og syge overlevede sjældent selektionen. Giftgassen Zyklon B blev fra 1942 systematisk brugt til massegasninger i Birkenau. Den gennemsnitlige overlevelsestid for fanger i Auschwitz var tre måneder.

Til trods for de ekstreme forhold var der eksempler på modstand. I oktober 1944 gjorde Sonderkommandoen, de fanger der var tvunget til at betjene krematoriet, oprør og ødelagde et af krematorierne i Birkenau. Det kostede dem livet, men krematoriet blev aldrig genopbygget. Modstanden eksisterede også uden for lejrene, i form af partisanbevægelser og hjælpeorganisationer, der forsøgte at bringe jøder i sikkerhed. Den mest markante redningsaktion fandt sted i Danmark.

Holocaust i tal: hvem var ofrene?

Seks millioner jøder. Det er det tal, de fleste kender. Men holocaust ramte bredere, og det er vigtigt at kende til alle de grupper, nazisterne systematisk forfulgte og dræbte. Jøderne var det eneste folk, nazisterne ville udrydde i sin helhed: mænd, kvinder, børn, uanset alder, politisk holdning eller levevis. Forfølgelsen af andre grupper var ligeledes massiv og katastrofal, men fulgte delvist andre logikker.

Bag hvert tal er der et menneske med et navn, en familie og en fremtid, der blev afbrudt. US Holocaust Memorial Museums encyklopædi dokumenterer, at nazisterne og deres allierede dræbte mindst 17 millioner mennesker i alt, når alle forfulgte grupper medregnes. Jøderne var det eneste folk, som nazisterne ville udrydde fuldstændigt og systematisk.

Holocaust i Danmark: jødeaktionen i oktober 1943

Den 28. september 1943, to dage inden den planlagte jødeaktion, lod Georg Ferdinand Duckwitz, en tysk embedsmand ved gesandtskabet i København, advarslen sive ud til sine danske kontakter. Budskabet spredte sig hurtigt i det jødiske samfund: besættelsesmagten ville natten til den 2. oktober forsøge at arrestere alle ca. 8.000 danske jøder og deportere dem til koncentrationslejre. Panikken var stor, men reaktionen fra den danske befolkning var uden sidestykke i det besatte Europa.

Tusindvis af danskere, fra fiskere og hospitalspersonale til helt almindelige borgere, skjulte jøder i hjem, kirker og hospitalskældre og hjalp dem i fisker- og lystsejlerbåde over Øresund til det neutrale Sverige. Som Danmarkshistorien på Lex.dk beskriver, var redningsaktionen udtryk for et stort, improviseret hjælpearbejde, der involverede modstandsgrupper, fiskere og et bredt udsnit af befolkningen. Over 7.000 jøder nåede i sikkerhed i Sverige i løbet af blot tre uger.

Jødeaktionen var en fiasko for tyskerne. Knap 500 jøder blev pågrebet og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt i Bøhmen, heraf døde 52. Da krigen sluttede, vendte de overlevende hjem, og det jødiske samfund i Danmark overlevede i vid udstrækning intakt. Det er en af grundene til, at Danmarks rolle under holocaust adskiller sig markant fra alle andre besatte lande i Europa. For et bredere billede af besættelsesårene kan du læse vores artikel om besættelsen 1940-1945.

Nürnbergprocesserne, Yad Vashem og erindringskulturen

Da krigen sluttede i maj 1945, stod Europa med et spørgsmål, som holocausts omfang tvang frem: hvem er ansvarlige? Fra november 1945 til oktober 1946 stod 24 af nazismens øverste ledere for en international militærdomstol i Nürnberg. Nürnbergprocesserne etablerede for første gang princippet om, at forbrydelser mod menneskeheden kan retsforfølges internationalt, uanset national lovgivning. Det lagde grundstenen til den moderne humanitære ret og til FN's Folkedrabskonvention, vedtaget i 1948.

Israel oprettede i 1953 Yad Vashem, World Holocaust Remembrance Center i Jerusalem, der dokumenterer og mindes holocaust og tildeler hæderstegnet 'Righteous Among the Nations' til ikke-jøder, der reddede jøder under krigen. Mange danske hjælpere fra oktober 1943 har modtaget denne hæder. Den internationale mindedag for holocaust afholdes hvert år den 27. januar, datoen for befrielsen af Auschwitz i 1945. I Danmark er undervisning i holocaust nu obligatorisk i folkeskolen og på gymnasierne. Aldrig Meres undervisningsmateriale beskriver, hvordan erindringskulturen skal sikre, at historien ikke gentager sig. Men erindring stiller et krav til os: at forstå, ikke blot at huske.

Holocausts relevans er ikke begrænset til fortiden. Antisemitisme eksisterer stadig i Europa og globalt, og folkedrab er fortsat en realitet i nyere tid, fra Rwanda i 1994 til Srebrenica i 1995. FN's folkedrabskonvention fra 1948, der direkte udsprang af holocaust, forpligter verdens stater til at forhindre og retsforfølge folkedrab. Den forpligtelse er ikke altid blevet overholdt, og det gør undervisningen i holocaust til mere end historisk viden: det er en del af vores civile dannelse.

Typiske fejl om holocaust