Vikingetiden: alt du skal vide til eksamen

Den 8. juni 793 kom der skibe fra havet. Munkene på øen Lindisfarne ved Nordenglands kyst nåede ikke at forberede sig, inden vikingerne stormede i land og plyndrede klosteren. Det var ikke det første vikingetogt, men det var det første, som europæiske skriftkyndige nedskrev med rædsel og forfærdelse. Den begivenhed er for mange historikere startskuddet på den periode, vi i dag kalder vikingetiden.

I 250 år satte vikingerne fra Danmark, Norge og Sverige deres præg på det meste af den kendte verden: de plyndrede klostre i England og Irland, koloniserede Island og Grønland og grundlagde handelsbyer langs floderne dybt inde i Rusland. Hjemme i Danmark ændrede perioden samfundet fundamentalt. I denne guide får du et komplet overblik over vikingetiden: tidslinje med vigtige årstal, samfundsstruktur, de store togter, Harald Blåtand, nordisk mytologi og historiebrug til eksamen.

Hvad er vikingetiden?

Ordet 'viking' betød oprindelig sørøver eller søkriger og var ikke noget, folk kaldte sig selv til daglig. En mand, der drog på vikingetogt, kaldte man en viking, men langt de fleste mænd, kvinder og børn i perioden var bønder, håndværkere og handlende. Det er afgørende at huske, når du studerer perioden: vikingetiden var langt mere end de plyndrere, de europæiske kronikker beskriver med afsky.

Det, der primært definerer perioden, er de store togter fra Skandinavien samt de bosættelser og den kulturelle udveksling, de medbragte. Det var i vikingetiden, at Danmark for første gang optræder som et samlet kongerige med navngivne konger, et møntvæsen og en begyndende kirkeorganisation. Som professor emerita Else Roesdahl skriver i standardværket Vikingernes verden, introduceredes i disse 250 år 'mange grundlæggende nyheder, som slog rod og udviklede sig' i dansk kultur og samfund.

Vikingetiden tidslinje: de vigtigste årstal

Herunder finder du vikingetidens vigtigste årstal og begivenheder samlet kronologisk. Det er præcis de datoer, du oftest møder til eksamen i folkeskolen og gymnasiet, og som giver dig det overblik, du brug for.

Inden vikingetiden lå jernalderen (ca. 500 f.Kr. til ca. 800 e.Kr.), kendetegnet ved brug af jern og lokale stammekulturer. Vikingetiden afløstes gradvist af middelalderen med den dominerende kirke, feudalsamfundet og korstogene. Overgangen var ikke et brat skift men en langsom forandring over generationer.

Vikingernes samfund: fra konger til trælle

Forestil dig, at du bor i en vikingtidslandsby i Jylland. Du er fri bonde: du ejer din jord, du har stemmeret på thinget og bærer våben. Din nabo er stormandens hirdmand og lever af kost og krigsbytte. I stalden sidder et par trælle, som tilhører gården som ejendom og ikke kan forlade stedet frivilligt. Vikingesamfundet var stærkt lagdelt, og det lag, du var født ind i, definerede næsten alt.

Thinget var vikingesamfundets vigtigste politiske institution. Her mødtes de frie mænd for at afgøre retssager, løse tvister og tage stilling til krig og fred. En sag, der ikke blev løst på thinget, endte tit i en fejde, som familierne selv måtte hævne. Blodhævn var ikke barbarisk vilkårlighed men en reguleret del af den sociale orden, der sikrede, at ingen handling gik ustraffet.

Kvinder i vikingetiden havde mere selvstændighed, end man måske tror. Som gift kvinde kontrollerede du husholdningens nøgler, et symbol på din myndighed over hjemmet. Du kunne arve, eje ejendom og i visse tilfælde drive handel. Men med kristendommens indførelse i anden halvdel af 900-tallet begyndte kvindens juridiske og religiøse råderum gradvist at indsnævres, i takt med at kirken overtog institutioner, som kvinder tidligere havde styret.

Vikingetogterne: årsager og de store togter

Klosteret på Lindisfarne lå på en lille ø tæt ved Northumberlands kyst, og munkene troede, at havets naturlige barrierer beskyttede dem. Den 8. juni 793 viste vikingernes langskibe dem, at ingen kyst var uberørt. I de næste 200 år ændrede Europas politiske geografi sig markant: nordmænd koloniserede Island og Grønland, danskere slog sig ned i England og Normandiet, svenske vikinger handlede langs floderne dybt inde i Rusland helt ned til Konstantinopel.

Historikerne peger på tre samtidige årsager til togterne. For det første gennemgik Skandinavien en politisk centralisering, der tvang mange yngre sønner af stormandsfamilier ud fra landene, da de ikke fik arvejord. For det andet havde skandinaverne i 700-tallet udviklet langskibet: et revolutionerende fartøj, der kunne krydse åbent hav og trækkes op på en strand. Uden langskibet, ingen vikingetid. For det tredje var klostrene og byerne i Vesteuropa rige og dårligt forsvarede, fordi de var vant til, at havet var en barriere, ikke en vej.

1. 1

   793: Plyndringen af Lindisfarne

   Norske vikinger angriber klosteret på øen Lindisfarne, England. Første nordiske aktivitet dokumenteret skriftligt af samtiden. Bruges som markering af vikingetidens begyndelse.

2. 2

   845: Paris plyndres

   Danske vikinger sejler op ad Seinen og omringer Paris. Kong Karl den Skaldede betaler 7.000 pund sølv i Danegæld. Starter en lang praksis med tributbetaling til vikinger i Vesteuropa.

3. 3

   ca. 870: Island koloniseres

   Primært norske vikinger begynder bosættelsen af Island. På under 60 år er øen fuldt bebygget og bliver centrum for de islandske sagaer, vores vigtigste litterære kilde til vikingetidens dagligliv.

4. 4

   878: Danelagen opstår i England

   Den store nordiske hær indgår aftale med kong Alfred den Store. Nordøstengland anerkendes som dansk-kontrolleret område. Mange engelske stednavne som Derby og Grimsby stammer fra denne periode.

5. 5

   1013-1035: Det dansk-engelske Nordhavsimperium

   Svend Tveskæg erobrer England i 1013. Hans søn Knud den Store styrer et imperium, der på sit højeste omfatter Danmark, England og dele af Norge. Vikingetidens politiske højdepunkt.

Det er centralt at skelne mellem to faser: de tidlige togter (ca. 793-900) var primært hurtige plyndringsangreb, mens de sene (ca. 900-1050) var oftest organiserede militærkampagner med permanent bosættelse og politisk magtovertagelse som mål. Knud den Stores Nordhavsimperium var ikke et plyndringsresultat men en regulær stat. Den skelnen er vigtig til eksamen, fordi den viser vikingetidens kompleksitet: vikingerne var ikke bare plyndrere men også statsbyggere og handelsfolk.

Harald Blåtand og kristendommens indførelse

På den store runesten i Jelling lyder en indskrift: 'Harald, der vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne.' Det er Harald Blåtand, der taler til eftertiden. Stenen er det tydeligste vidnesbyrd om overgangen fra det hedenske til det kristne Danmark. At kongens mindesmærke på samme tid bærer runer fra det oldnordiske alfabet og et kristent Kristusbillede, fortæller alt om den gradvise overgang: her er ikke et brat brud men en kulturel sammensmeltning.

Harald Blåtand gennemførte ikke bare en religiøs forandring men en politisk. At Danmark officielt tilsluttede sig kristendommen betød, at landet bandt sig til Vesteuropas kulturelle netværk. Med kristendommen fulgte bisper, kirker, latinsk skriftkultur og en begyndende kirkeorganisation. Parallelt opbyggede Harald en imponerende statsstruktur: mindst fem ringborge med præcist cirkulær grundplan og porte i de fire verdenshjørner, spredt over hele landet, vidner om en centraliseret militær planlægning, som næppe kendtes i Norden før.

Som professor emerita Else Roesdahl fastslår i sin artikel om vikingetiden på danmarkshistorien.lex.dk, er Jellingmonumenterne 'af kongelig kvalitet' og udgør 'et nøje planlagt mindesmærke'. Ringborgene, herunder Trelleborg ved Slagelse og Fyrkat i Nordøstjylland, var opført med præcist cirkulære volde og porte i de fire verdenshjørner, sandsynligvis for at befæste riget under pres fra Det Tyske Rige. Haralds søn Svend Tveskæg rev det meste ned i 987, men kulturarven lever videre i Jellingmonumenternes UNESCO-status.

Nordisk mytologi: vikingernes guder

Tænk på en vikingekriger, der falder i kamp. Hvad sker der med ham? I vikingernes verdensbillede sendte valkyrjerne de tapre faldne til Valhalla, Odins store sal, hvor de ville kæmpe om dagen og gæste i glæde om natten, i al evighed indtil Ragnarok. Det er ikke et fredeligt paradis men en evig forberedelse til gudernes og menneskers endegyldige slag. Nordisk mytologi er en dramatisk fortæller om mod, list, skæbne og verdens uundgåelige undergang.

Vikingerne forestillede sig en verden af ni verdener forbundet af verdenstræet Yggdrasil. Øverst lå Asgard, gudernes hjem. Nede i rødderne lå Hel, de dødes rige for dem, der ikke faldt i kamp. Dette verdensbillede gennemtrengte dagliglivet: runer var ikke bare bogstaver men magiske tegn, der kunne beskytte og forbande. Thorshamre, som folk bar om halsen, var beskyttelse mod usynlige kræfter, og de forsvandt gradvist fra monumental kunst, efterhånden som kristendommen vandt frem.

Religionen var uadskillelig fra det politiske. Kongen spillede en central rolle i de hedenske kultritualer. Da Harald Blåtand valgte kristendommen, var det ikke bare en personlig trosbeslutning men et politisk signal: Danmark tilsluttede sig Vesteuropas magtnetværk og brød med det hedenske Nordens orden. Det er grunden til, at religionsskiftet er et af de vigtigste emner til historieeksamen: det er en skillevej ikke bare for tro men for politik og identitet.

Hvornår startede og sluttede vikingetiden?

Spørgsmålet om, hvornår vikingetiden startede, afhænger af definitionen. Plyndringen af Lindisfarne den 8. juni 793 bruges oftest som markering, fordi det er den første nordiske aktivitet dokumenteret skriftligt af samtiden. Men skandinaviske skibe sejlede allerede i 700-tallet, og handelsbyen Ribe opstod ca. 700. Mange historikere siger derfor blot 'ca. 800' som startpunkt.

Vikingetidens afslutning er ligeså omdiskuteret. Tre kandidater: 1042, da den dansk-engelske kong Hardeknud døde og nordisk herredømme over England sluttede. 1050, som praktisk midtpunkt. Og 1066, da normanneren Vilhelm Erobreren, efterkommer af vikingætten Rollo, invaderede England. I undervisningen bruges 'ca. 1050' oftest, fordi overgangen til middelalderen skete gradvist, og ingen enkelt dato passer perfekt. Den diskussion er i sig selv et godt eksempel på historisk periodisering som fagdisciplin.

Historiebrug af vikingetiden

Vikingerne bar ikke horn på hjelmen. Det er måske den mest sejlivede historiske misforståelse overhovedet. Hornhjelmen er en opfindelse fra 1800-tallets romantiske kunst, og arkæologer har vidst det i over 100 år. Alligevel pryder hornhjelmen leverpostejer, sportsholds logoer og halvdelen af de souvenirs, der sælges til turister verden over. Det er et præcist billede på, hvad historiebrug er: brugen af fortiden til at skabe identitet og mening, snarere end at rekonstruere historisk sandhed. Du kan læse mere om fænomenet i vores artikel om historiebrug.

Som Berg og Jensen beskriver i artiklen Historiebrug af vikingetiden på danmarkshistorien.lex.dk, blev begrebet 'vikingetid' skabt i anden halvdel af 1800-tallet i forbindelse med nationalromantikkens søgen efter en glorværdig national fortid. Danmark havde tabt krige og mistet territorium. Politikere og kunstnere vendte blikket mod fortiden for nationale symboler. Vikingen, den stolte nordiske kriger, var det naturlige valg. Lorenz Frølichs maleri af dronning Thyra fra 1855 er et klassisk eksempel: fortiden bruges til at legitimere nutidens nationale identitet, ikke til at rekonstruere historisk sandhed.

I dag er vikingebilledet igen i bevægelse, drevet af TV-serien Vikings fra History Channel (2013) og lignende produktioner. Den blodige, dramatiske fortolkning dominerer den internationale forestilling. For historikerne er det dobbeltsidigt: interessen for perioden er stor, men præcisionen er sjældent prioriteten. Til eksamen er det netop den forskel, der tæller: at skelne mellem historisk fakta og historiebrug er en kernekompetence i faget, og vikingetiden er det perfekte eksempel til at øve den skelnen. Har du brug for ekstra hjælp til historiefaget, er vores undervisere på toptutors.com klar til at guide dig.