Ørken: hvad er det, hvordan opstår den, og hvem overlever der?

Når du lukker øjnene og tænker på en ørken, ser du sikkert sandklitter, bagende sol og måske en kamel i horisonten. Men verdens største ørken er dækket af is, og den ligger i Antarktis. Den slags overrasker de fleste i geografitimen. En ørken kendes nemlig ikke på varme eller sand, men på noget langt mere nøgternt: der falder næsten ingen nedbør.

Her får du overblik over, hvorfor ørkener opstår lige dér, hvor de gør, og hvordan de forskellige landskaber ser ud. Du kan også læse om, hvordan en bille drikker tågen med benene, hvad der gør Atacama til det tørreste sted på jorden, og hvorfor ørkenen i nogle områder vokser. Det er stof, der dukker op i geografi både i folkeskolen og i gymnasiet.

Hvad er en ørken?

Forestil dig to byer. I den ene falder der omkring 700 mm regn om året, ligesom i Danmark. I den anden falder der 50 mm, altså mindre end en tiendedel. Den anden by ligger i en ørken, og det er forskellen i nedbør, der afgør det, ikke temperaturen.

Den grænse på 250 mm kommer fra geografien, og den bruges også i Lex.dks artikel om ørkener, som tilføjer, at den potentielle fordampning skal overstige nedbøren. Det betyder, at selv hvis regnen falder, forsvinder vandet hurtigt igen, før planterne kan bruge det. Derfor er der ikke vand nok til at holde på temperaturen eller til en effektiv fotosyntese.

Ordet bruges også i dagligdagen om alt, der er øde. Men i geografi er der en skarpere linje. Vestjyllands klitter har fattig plantevækst, fordi sandjorden ikke holder på vandet, men det er ikke en ørken. Det samme gælder områder, hvor det er kulde eller blæst, der forhindrer vækst. Ifølge den danske Wikipedia-artikel om ørken er der dog stadig plads til fortolkning, for hvad nogle geografer kalder ørken, kalder andre steppe.

Hvorfor opstår der ørkener lige dér, hvor de gør?

Se på et verdenskort over ørkener, og du opdager et mønster. Sahara, Arabiske Ørken, Kalahari og de store ørkener i Australien ligger alle i to bælter, et nord og et syd for ækvator. Det er ikke tilfældigt. Det skyldes, hvordan luften bevæger sig rundt om kloden.

Ved ækvator opvarmer solen jorden kraftigt. Den varme luft stiger op, afkøles og taber sin fugt som regn over regnskoven. Luften er nu tør og bevæger sig ud mod siderne i høj højde. Ved vendekredsene synker den ned mod jorden igen. Når luften synker, opvarmes den, og den relative luftfugtighed falder. Skyerne forsvinder, solen skinner, og regnen udebliver. Stort set alle de store ørkener i de varme egne skyldes dette nedsynkende højtryk.

Men højtrykket er ikke den eneste forklaring. Atacama i Chile ligger ved en kyst, og alligevel er den verdens tørreste ørken. Her kommer den kolde Humboldtstrøm og afkøler luften over havet, så den ikke kan bære nok fugt ind over land. Samtidig skærmer Andesbjergene for regn fra øst. Det viser, at flere forhold ofte spiller sammen.

Regnskyggen er lettere at forstå, hvis du tænker på en blæsende regnvejrsdag ved vestkysten. Fugtig luft presses op ad bjergsiden, afkøles og taber regnen på den side, der vender mod vinden. Når luften når over toppen, er det meste af fugten væk, og den synker tør ned på den anden side. Dér kan du få en ørken lige bag en grøn bjergskråning. Great Basin i Nordamerika ligger i læ for store bjergkæder, og derfor er området så tørt.

Placeringen hænger tæt sammen med jordens klimazoner. Ørkener findes typisk i den subtropiske zone, men de kan også optræde i andre zoner, når bjerge, havstrømme eller kulde spiller ind. Sahara er et godt eksempel på et ørkenbælte inden for den subtropiske zone.

Varme og kolde ørkener, og landskabet de former

Sahara dækker omkring 8,5 millioner km², og Antarktis er endnu større, skønnet til 12 til 14 millioner km². Alligevel ligner de ikke hinanden. Den ene er varm og sandet, den anden er frossen. Derfor deler geografer ørkener op i varme ørkener, kolde ørkener og polarørkener. Kolde ørkener som Gobi i Mongoliet har kolde vintre, mens polarørkenerne er dækket af is og sne. Ifølge Lex.dks gennemgang af Sahara ser man dog ofte polarørkener som en særlig landskabstype.

Landskabet i en varm ørken er heller ikke ens overalt. Sand udgør kun cirka en femtedel af Sahara. Resten er sten, grus, klippeflader, bjerge og saltsletter. Vinden former sandet til klitter, mens de sjældne, men voldsomme regnskyl graver tørre floddale ud i landskabet. Paradoksalt nok er det altså både vind og vand, der former ørkenen.

Klimaet i ørkenen: bagende dage og kolde nætter

Midt på dagen viser termometret over 40 grader, og du kan næsten ikke holde ud at stå på sandet. Men når solen går ned, begynder temperaturen at falde hurtigt. Det er et af ørkenens mest karakteristiske træk: forskellen mellem dag og nat er stor.

Forklaringen er luften. Den er meget tør, og himlen er næsten altid skyfri. Der er hverken skyer eller vanddamp til at fange varmen om natten, så den forsvinder ud i rummet. Fugtig luft virker som et tæppe over jorden, og i ørkenen mangler tæppet. Der er målt over 50 grader i de fleste ørkenområder, og frost forekommer også, selv langt syd for vendekredsen.

Regnen er det andet særpræg. Den er ikke bare sjælden, den er også upålidelig. I nogle år udebliver den helt, og når den endelig kommer, falder den ofte som kraftige skyl. Jorden kan ikke suge så meget vand til sig på kort tid, og så løber det af som oversvømmelser i de tørre floddale.

Det betyder, at ørkenens landskab er formet af vand, selvom der næsten aldrig er noget. Tænk på en tør flodseng, der pludselig fyldes med brunt vand på en time, mens himlen en kilometer væk er skyfri. Fordi der næsten ingen planter er til at holde på jorden, graver vandet sig hurtigt ned og slæber sten og grus med sig. Det er sådan, de tørre floddale bliver ved med at ændre form.

Sådan afgør du, om et sted er en ørken

I en geografiopgave får du ofte klimadata for et sted, og så skal du vurdere, om det er en ørken. Det kræver ikke andet end at læse tallene i rækkefølge. Prøv det selv næste gang, du står med en hydrotermfigur eller en tabel over nedbør.

1. 1

   Find årsnedbøren

   Læg nedbøren for alle tolv måneder sammen. Under 250 mm om året er det første tegn på en ørken. Eksempel: et sted med 20 mm om måneden får 240 mm og kan altså være en ørken.

2. 2

   Sammenlign med fordampningen

   Hvis den potentielle fordampning er større end nedbøren, er der ikke vand nok til et sammenhængende plantedække. Det er det, der adskiller en ørken fra et sted, der blot er tørt en enkelt sæson.

3. 3

   Se på temperaturkurven

   En høj kurve hele året peger på en varm ørken. Temperaturer under frysepunktet det meste af året peger på en kold ørken eller en polarørken.

4. 4

   Tjek plantedækket

   Er jorden dækket af sand, sten eller is uden et varigt plantedække, passer det med en ørken. Hvis der findes busksteppe, er stedet nok en steppe i stedet.

Planter og dyr: sådan overlever du uden vand

I Namibørkenen findes en bille, der står på hovedet i den tidlige morgentåge. Luftens fugt fortættes til små dråber på dens ben og krop, og dråberne løber ned til munden. Det er ørkenlivet i en nøddeskal: der er næsten intet vand, så alt, hvad der lever her, har fundet et trick til at skaffe eller spare det.

Planterne har to hovedstrategier. Nogle er flerårige og har tørketilpasninger, som kaktussen, der optager CO2 om natten og holder spalteåbningerne lukkede om dagen. Det sparer enormt meget vand. Andre er enårige. De spirer, blomstrer og sætter frø i løbet af få uger efter et regnskyl og overlever de lange tørkeperioder som frø.

Rødderne fortæller også noget. Nogle ørkenplanter har dybe rødder, der søger ned til grundvandet, mens andre breder tynde rødder ud lige under overfladen for at fange hver en dråbe, når regnen falder. Mange har små eller tykke blade, så fordampningen bliver mindre. Når du ser en kaktus, ser du altså en plante, der er bygget til at gemme på vand, ikke til at vokse hurtigt.

Dyrene løser problemet på andre måder. Mange gnavere og pungdyr er nataktive og tilbringer dagen i kølige huler under jorden. Nogle krybdyr graver sig ned i sandet. Mange ørkendyr afgiver meget lidt væske i urin og ekskrementer og får deres vand fra føden. Frøædende fugle flyver ofte langt for at drikke, og visse padder ligger nedgravet i dvale, indtil næste regnvejr kommer.

Verdens kendte ørkener

Sahara er verdens største varme ørken. Den strækker sig omkring 6000 km fra Atlanterhavet til Det Røde Hav. Alligevel er den ikke altid sådan. I stenalderen var området en frodig savanne med store floder og søer, og først for få tusinde år siden begyndte det at tørre ud. Det viser, at ørkener ikke er uforanderlige.

Atacama i Chile og Peru er til gengæld den tørreste ørken på jorden. Den ligger langs Sydamerikas vestkyst, og det ekstremt tørre klima skyldes både Andesbjergene og den kolde Humboldtstrøm. Gobi i Mongoliet og Kina er Asiens største ørkenområde og har kolde vintre. Kalahari i det sydlige Afrika får lidt mere regn end de klassiske ørkener og er mere et tørt, savanneagtigt område. Og så er der Antarktis, hvor kun de indre dele kaldes ørken, fordi nedbøren dér er helt nede omkring 20 mm om året.

Størrelsen er værd at lægge mærke til, når du sammenligner ørkener. Sahara rummer næsten alle de landskabsformer, du har læst om: sandørken, stenørken, klippeørken, bjerge, saltsletter og oaser. Den eneste permanente flod er Nilen, som løber i den østlige del. Det er en af grundene til, at Nildalen er så tæt befolket, mens ørkenen omkring den er næsten tom.

Liv i ørkenen: oaser, nomader og ressourcer

Bortset fra Nildalen, hvor omkring 50 millioner mennesker bor, og de spredte oaser er Sahara næsten mennesketom. Oaserne ligger, hvor grundvandet står højt, og her gror daddelpalmer, og her har der i årtusinder været dyrkning og handel. Tuaregerne er nomader, der har faste græsningsområder i bjergene.

I nyere tid er der kommet bosættelser omkring olie og naturgas i Algeriet og Libyen. Under ørkenen ligger også store grundvandsreservoirer, men de fyldes kun op langs Atlasbjergene, så vandet kan kun udnyttes i begrænset omfang. Det er en vigtig pointe: ørkenens vand er en ressource, der ikke fornyer sig hurtigt.

Sahel, bæltet syd for Sahara, er et godt sted at se grænsen mellem ørken og steppe. Her afløser busksteppen ørkenen, og der falder lidt mere regn. Men området er sårbart, fordi små ændringer i nedbøren kan flytte grænsen mange kilometer. Ifølge Lex.dk om Sahara følger Saharas formelle grænse linjen for 100 mm gennemsnitlig årsnedbør, og den rykkede en del sydpå i 1900-tallet.

Ørkendannelse: når ørkenen vokser

En ørken er et sted. Ørkendannelse er en proces. Det er to forskellige ting, og det er let at blande dem sammen. Ørkendannelse betyder, at tørt land i kanten af en ørken, for eksempel i Sahel syd for Sahara, mister sit plantedække og bliver mere ørkenagtigt.

Årsagerne er både naturlige og menneskeskabte. Ifølge Lex.dk kan afbrænding af skov, overgræsning og intensiv dyrkning i tørre områder give ørkenen mulighed for at brede sig, og man kan tale om falske ørkener skabt af mennesker. Kunstvanding kan også gøre skade, hvis grundvandet synker, eller saltet trækkes op i jorden. Brønde, der giver vand til husdyr, kan føre til for mange dyr og for stort pres på græsset. Klimaforandringer kan forværre tørken i nogle regioner, og det hænger sammen med drivhuseffekten. Forskerne er dog ikke enige om, hvor meget Sahara faktisk har udvidet sig, og hvor meget der skyldes naturlige svingninger.

Hvad kan man så gøre? Løsningerne er lette at forklare og svære at gennemføre. Man kan begrænse antallet af husdyr på græsgangene, plante træer og buske, der holder på jorden, og undgå kunstvanding, der får saltet til at trække op. I geografi kan du bruge ørkendannelse som eksempel på, hvordan natur og menneskers brug af naturen hænger sammen.

Typiske fejl om ørkener