Kommunisme: hvad er det, og hvad kendetegner ideologien?

Forestil dig, at du er 11 år gammel. Du arbejder 14 timer om dagen i en bomuldsfabrik i Manchester, og din løn rækker knap til brødet. Kommunisme er ikke en teori, der opstod på et universitetsbibliotek. Den opstod i 1840'ernes Europa som en direkte reaktion på den virkelighed, som millioner af fabriksarbejdere levede i. Karl Marx og Friedrich Engels var vidner til uligheden, og det de så, forandrede verdenshistoriens gang.

I dag er kommunisme et af de mest diskuterede politiske begreber overhovedet. Som ideologi nåede den i det 20. århundrede at forme hele nationer, splitte verden i to supermagter og koste millioner af mennesker livet. I denne artikel gennemgår vi kommunismens grundprincipper, dens oprindelse, dens forskel fra socialisme og kapitalisme og dens udtryk i dag. Er du i gang med et projekt i samfundsfag, finder du her det grundlag, du har brug for.

Hvad er kommunisme?

Ordet kommunisme stammer fra det latinske communis, som betyder fælles. Ifølge Lex.dk's opslag om kommunisme er kommunisme "en samfundsopfattelse og politisk ideologi, som bygger på fælles ejendom". Ideologien opstod som reaktion på kapitalismens ulighed under industrialiseringen og formulerede et radikalt alternativ: ingen privat ejendomsret til produktionsmidlerne, ingen sociale klasser og ingen udnyttelse af arbejdere. Tanken er, at kapitalister udnytter arbejdere ved at tilegne sig udbyttet af andres arbejde, og at dette kun kan ophøre ved at afskaffe selve privatejendomsretten til produktionsmidlerne.

Kommunismens kendetegn kan samles i fem punkter: fælleseje af produktionsmidler, et klasseløst samfund, behovsbaseret fordeling (nyde efter behov), internationalisme, og på sigt afskaffelse af staten. Det afgørende slagord er "yde efter evne, nyde efter behov": du bidrager med det du kan og modtager det du har brug for, uanset din stilling eller formue. Det er denne vision om kommunisme ideologi kendetegn, der adskiller ideologien fra både kapitalisme og socialisme.

Karl Marx: kommunismens grundlægger

Karl Marx (1818-1883) er den filosof og økonom, der har haft størst indflydelse på kommunismens udformning. Han voksede op i et Europa transformeret af industrialiseringen. Fabrikker skød op overalt, og med dem en ny klasse af fabriksarbejdere, proletariatet, der solgte deres arbejdskraft for en løn knap nok til at overleve, mens fabriksejerne, bourgeoisiet, akkumulerede enorme formuer. Marx var ikke bare filosof. Han var vred, og hans vrede kom til at forme en hel verdensanskuelse.

Ifølge Lex.dk's artikel om Karl Marx anså Marx historiens udvikling som drevet af modsætningen mellem produktivkræfterne (arbejdere, maskiner og viden) og produktionsforholdene (ejerskabet af disse kræfter). Dette kaldte han den materialistiske historieopfattelse: samfundsstrukturen bestemmes ikke af ideer eller religion, men af materielle produktionsforhold. I kapitalismen udnytter bourgeoisiet proletariatet ved at tilegne sig den merværdi, arbejderne skaber. Det er ikke et personligt moralsk problem, men et strukturelt, og det kan kun løses ved at ændre selve ejendomsstrukturen. Kommunisme og marxisme er dermed tæt forbundne begreber.

Sit store teoretiske hovedværk Das Kapital (1867) brugte Marx på at analysere kapitalismens indre mekanismer og dens iboende modsætninger. Han argumenterede for, at konkurrencen gradvist ville presse profitraten ned og i sidste ende føre til kapitalismens sammenbrud. Arbejderklassen ville da overtage produktionsmidlerne og etablere et socialistisk transitstadium, som med tiden ville afløses af ægte kommunisme: et klasseløst og statsløst samfund. Det er denne historiske logik, som Marx kaldte den videnskabelige socialisme, i modsætning til de utopiske socialisters velmenende, men efter hans mening naïve forestillinger om et ideelt samfund.

Det kommunistiske manifest (1848)

"Et spøgelse går gennem Europa, kommunismens spøgelse." Sådan lyder den berømte åbningssætning fra det skrift, Marx og Engels udgav i februar 1848 som program for Kommunisternes Forbund. Ifølge Lex.dk's opslag om Det Kommunistiske Manifest rummer manifestet "en koncentreret fremstilling af den materialistiske historieopfattelse" og konkluderer med det berømte opråb: "Proletarer i alle lande, forener Eder!" Manifestet var ikke en filosofisk afhandling. Det var et politisk kampskrift, der gav arbejderbevægelsen et fælles idegrundlag og et klart revolutionært mål.

Det Kommunistiske Manifest er i dag et af historiens mest oversatte og læste politiske skrifter. I 2013 blev det optaget i UNESCO's Memory of the World Programme. Det er kortfattet, klart og radikalt. Marx og Engels argumenterede ikke bare for reform, men for revolution: bourgeoisiet skulle ikke overbevises, men styrtes. Det er den radikalitet, der adskiller kommunisme fra mere moderate socialistiske bevægelser, og som gjort ideologien til en stridspunkt i to århundreder af politisk debat.

Fra kapitalisme til kommunisme: de tre historiske faser

Marx forestillede sig ikke kommunismen som noget, man bare kunne vedtage med en afstemning. Den var et historisk mål, der ville nås i faser. Forstår du faserne, forstår du både kommunismens logik og dens præcise forskel fra socialisme. Her er de tre trin i den marxistiske historiemodel:

1. 1

   Kapitalisme

   Produktionsmidlerne er privatejet. Bourgeoisiet udnytter proletariatet ved at tilegne sig den merværdi, arbejderne skaber. Kapitalismens indre modsætninger, faldende profitrate og stigende klassemodsætninger, vil ifølge Marx føre til dens sammenbrud og en revolution.

2. 2

   Socialisme: proletariatets diktatur

   Efter revolutionen overtager arbejderklassen magten. Staten er stadig nødvendig for at administrere overgangen. Produktionsmidlerne statsliggøres. Fordeling sker efter "til enhver efter arbejdsydelse". Marx kaldte dette proletariatets diktatur, ikke som tyranni, men som flertallets styre over mindretallets kapitalinteresser.

3. 3

   Kommunisme: endemålet

   Staten er nu overflødig og smelter bort. Alle klasser er afskaffet. Fordeling sker udelukkende efter "enhver efter behov". Der er ingen stat, ingen klasser og ingen penge i klassisk forstand. Dette er kommunismens egentlige mål, som Marx aldrig så realiseret i sin egen levetid.

Det er her, den afgørende forskel på socialisme og kommunisme opstår i marxistisk teori. Socialisme er et overgangsstadium: stat og fordeling efter indsats. Kommunisme er endemålet: statsløst, klasseløst og med fordeling udelukkende efter behov. De fleste lande, der kaldte sig kommunistiske, befandt sig i virkeligheden i den socialistiske fase og nåede aldrig det egentlige kommunistiske mål. Det er et afgørende argument i debatten om, hvorvidt ægte kommunisme overhovedet har eksisteret i moderne tid.

Kommunisme og socialisme: hvad er forskellen?

Kommunisme vs. socialisme er et klassisk forvirringspunkt, og forståeligt nok: de deler oprindelse og mange grundværdier. Men i en samfundsfagsopgave er det vigtigt at kende de præcise skel. Nedenfor er de vigtigste forskelle samlet:

En vigtig nuance: den nordiske velfærdsmodel er inspireret af socialistiske ideer om omfordeling og velfærd, men er ikke kommunistisk. Det er socialdemokratisme, dvs. reformistisk socialisme, der arbejder inden for kapitalismens rammer ved at omfordele via skat og velfærdsydelser. Kommunisme og demokrati er i klassisk marxistisk teori ikke nødvendigvis modsætninger, men i praksis har kommunistiske regimer konsekvent undergravet demokratiske institutioner. Det er en af de vigtigste distinktioner i samfundsfag.

Kommunisme og kapitalisme: to modstridende verdensopfattelser

Ingen to ideologiske systemer er mere modsatrettede end kommunisme og kapitalisme. De er ikke bare uenige om konkrete politiske spørgsmål; de er uenige om selve menneskets natur, frihedens indhold og statens rolle. Tabellen herunder viser de centrale modsætninger:

I et kapitalistisk samfund driver konkurrence og profitmotiv produktionen. Du kan opbygge en virksomhed, sætte priser og beholde overskuddet. I den kommunistiske model afgør fællesskabets behov, hvad der produceres og fordeles. Under Den Kolde Krig stod de to systemer direkte over for hinanden, med USA som liberalismens og kapitalismens vogter og Sovjet som kommunismens stormagt. Det var ikke bare en militær konflikt. Det var en ideologisk kamp om, hvilken verdensopfattelse der var rigtig, og det er den kamp, der giver begrebet kommunisme og kapitalisme sin historiske tyngde.

Kommunisme i praksis: Sovjet og Den Kolde Krig

Teorien er ét. Praksis er noget andet. Den første store afprøvning kom med Den Russiske Revolution i 1917, da Vladimir Lenin og bolsjevikkerne styrtede zarregimet. Lenin argumenterede for, at Rusland ikke behøvede at vente på kapitalismens "naturlige" sammenbrud: et professionelt revolutionært parti, avantgarden, kunne lede overgangen. Det, Lenin etablerede, var ikke kommunisme i marxistisk forstand, men et socialistisk transitstadium med en magtfuld statsmaskine: Sovjet-Unionen. Kommunisme styreform fik hermed sin første storskalaforsøg.

Under Josef Stalin fra 1920'erne og frem udviklede Sovjet sig til en af historiens mest totalitære stater. Kollektivisering af landbruget, udrensninger og Gulag-lejre kostede millioner af liv. Ifølge Faktalink's dokumentation om kommunisme er der bred enighed om, at der i det 20. århundrede døde op mod 100 millioner mennesker som følge af direkte vold under kommunistiske regimer. Efter 2. verdenskrig spredte den kommunistiske styreform sig til Østeuropa, Kina, Vietnam og Cuba. Berlinmuren, opført i 1961, blev det mest synlige symbol på opdelingen af verden i to blokke og på kommunismens og kapitalismens uforsonlige modsætning.

I 1989 faldt Berlinmuren. En efter en kollapsede de kommunistiske regimer i Østeuropa. Sovjet opløstes i 1991. Det, der tog 70 år at bygge, faldt i løbet af måneder. For mange stod det som bevis på, at kommunismen i praksis ikke var levedygtig. For andre var det bevis på, at det, der kollapsede, aldrig var ægte kommunisme, men en stalinistisk deformation af den. Den diskussion er fortsat levende i akademisk og politisk debat den dag i dag.

Kommunisme i dag

Er kommunisme forbi? Ikke helt. Kina er stadig officielt styret af Det Kinesiske Kommunistparti, men har siden 1978 bevæget sin økonomi markant i markedskapitalistisk retning og er i dag en af verdens største handelsøkonomier. Cuba opererer under kommunistisk styre med stigende private sektorer. Nordkorea fastholder det mest centralt planlagte system og det strammeste etpartidiktatur. Vietnam kombinerer kommunistisk politisk kontrol med en i stigende grad markedsorienteret økonomi og udenlandske investeringer.

Marxistiske ideer lever dog videre i akademisk og politisk debat. Finanskrisen i 2008 og den tiltagende ulighed i vestlige samfund har givet ny relevans til Marxs analyse af kapitalismens modsætninger. Studerende i økonomi og samfundsfag verden over læser stadig Das Kapital og Det Kommunistiske Manifest, ikke nødvendigvis som politisk program, men som analytisk redskab til at forstå kapitalismens dynamik og de strukturelle årsager til ulighed.

Kommunisme i Danmark

Danmark fik sit første kommunistparti, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), i 1919, stærkt inspireret af Den Russiske Revolution. DKP støttede konsekvent Sovjet-Unionen og var det eneste kommunistiske parti med fast repræsentation i Folketing i efterkrigstiden. I 1989 medvirkede DKP til dannelsen af Enhedslisten, som siden 1994 har haft mandater i Folketing. Enhedslisten er i dag et socialistisk og feministisk parti med rødder i marxistisk tankegang, men uden et kommunistisk revolutionsprogram. Vil du have hjælp til at forstå ideologier og partier i dansk kontekst, tilbyder vores tutorer i lektiehjælp i samfundsfag sparring og faglig feedback på dit projekt.

Kritik og forsvar af kommunismen

Kommunismens største problem i praksis har ikke været mangel på vision, men mangel på gennemførlighed. Centralt planlagt økonomi har systematisk vist sig ineffektiv: uden prissignaler fra frie markeder er det ekstremt svært at allokere ressourcer korrekt. Hvad skal man producere, og i hvilke mængder? Hvem beslutter? Og hvem kontrollerer beslutningstagerne? Det er spørgsmål, som ingen kommunistisk stat har løst tilfredsstillende, og det er et kernepunkt i kommunisme i dag-debatten.

Politisk har kommunistiske regimer igen og igen udviklet sig til etpartidiktaturter med systematisk undertrykkelse af opposition, fri presse og religion. Det er ikke en tilfældig tendens, men ifølge mange analytikere en strukturel konsekvens af at koncentrere al magt i ét parti uden uafhængige institutioner som kontrol. Kombinationen af politisk undertrykkelse og ineffektiv planøkonomi er kommunismens historiske byrde, som tilhængere og modstandere stadig debatterer intenst.

Tilhængere af kommunistisk ideologi svarer, at ingen af de regimer, der kaldte sig kommunistiske, nåede til ægte kommunisme. Sovjet var en "deformeret arbejderstat" under Stalins kup over revolutionen. Kina er statskapitalisme, ikke kommunisme. Det ægte kommunistiske ideal, klasseløst og statsløst, er aldrig blevet afprøvet i stor skala. Det er en diskussion, der er dybt relevant i gymnasiets samfundsfag, i analysen af ideologier generelt og i den brede politiske debat om kapitalismens fremtid.