De tre velfærdsmodeller: universel, residual og selektiv

Vores velfærdsmodeller bestemmer, om du skal betale for sygehus, uddannelse og pension selv, eller om det er et fælles ansvar. Tag en konkret situation: En turist brækker anklen i USA og modtager en regning på 60.000 kr. for tre timer og et røntgenbillede. Den præcis samme ulykke i Danmark koster patienten ingenting. Det er ikke tilfældig dansk lykke, men resultatet af et bevidst politisk valg om, hvordan et samfund fordeler sine goder.

I gymnasiets samfundsfag skelner man typisk mellem tre velfærdsmodeller, som sociologen Gösta Esping-Andersen identificerede i 1990. De er uundgåelige, hvad enten du skriver synopsis, arbejder med ideologier eller forbereder dig til eksamen i samfundsfag C eller B. I denne guide gennemgår vi alle tre modeller med konkrete landeeksempler, en sammenligningsstabel og eksamenstips.

Hvad er en velfærdsstat?

Alle moderne demokratier er velfærdsstater i en eller anden forstand, men der er enorm forskel på, hvor stor statens rolle er. I en velfærdsstat afgiver borgerne noget af deres indkomst som skat og modtager til gengæld tryghed fra fællesskabet. Som den tidligere rigsstatistiker Jan Plovsing definerer det i "Velfærdsstat og socialpolitik": et samfund, "hvor staten i væsentligt omfang griber ind i markedskræfterne for at sikre en mere ligelig fordeling af goderne, end markedskræfternes frie spil ville medføre."

Den politiske uenighed om velfærdsstaten følger tit de ideologiske skillelinjer. Socialister prioriterer lighed og universelle rettigheder. Liberalister prioriterer individuel frihed og lavere skat. Konservative vægter familie og fællesskab. Det er præcis disse tre grundsyn, der afspejler sig i de tre velfærdsmodeller.

Gösta Esping-Andersen og de tre velfærdsmodeller

I 1990 udgav den dansk-svenske sociolog Gösta Esping-Andersen bogen "The Three Worlds of Welfare Capitalism" (Princeton University Press). Det er sandsynligvis det mest citerede værk i komparativ velfærdsforskning. Esping-Andersens centrale pointe var, at man ikke kan forstå en velfærdsstat ved blot at kigge på, hvor mange penge den bruger på sociale ydelser. Det afgørende er strukturen bag: Hvem har ret til hvad, finansieret af hvem, og på hvilke betingelser?

Esping-Andersen introducerede begrebet de-kommodificering som et centralt måleredskab. Kommodificering beskriver, at arbejdskraft behandles som en vare på markedet. De-kommodificering måler, i hvilken grad borgerne kan opretholde en anstændig levestandard uden at være afhængige af arbejdsmarkedet. Jo højere de-kommodificeringsscore, desto mere beskytter velfærdssystemet borgerne ved sygdom, arbejdsløshed eller alderdom. I Esping-Andersens empiriske data scorede Danmark og Sverige højest; USA scorede lavest.

De tre modeller er idealtyper: forenklede, rensede beskrivelser, der ikke nødvendigvis svarer præcist til noget enkelt land. Esping-Andersen forklarer forskellene med tre aktører: staten (det offentlige), markedet (private virksomheder og forsikringer) og civilsamfundet (familie og frivillige organisationer). I de tre modeller varierer disse aktørers roller fundamentalt, alt efter hvilken ideologisk tradition landet bygger på.

Den universelle velfærdsmodel (den skandinaviske model)

Du tager en universitetseksamen i Danmark. Det koster ikke noget. Du modtager endda SU (ca. 7.000 kr./måned) for at studere. Bag denne ordning ligger den universelle models grundtanke: uddannelse er en ret for alle borgere, ikke et privilegium for dem, der har råd til det. Det er kernen i den universelle, eller skandinaviske, velfærdsmodel: ydelserne er tilgængelige for alle borgere uanset indkomst, erhverv eller social baggrund.

Den universelle velfærdsmodel praktiseres primært i de nordiske lande: Danmark, Sverige og Norge. Finansieringen sker via skatten, og det medfører et højt skattetryk. Til gengæld er ydelserne generelt høje og brede. I Danmark inkluderer universelle ydelser gratis skolegang og universitetsudannelse, gratis sygehusbehandling, folkepension til alle, SU til studerende, dagpenge ved arbejdsløshed og subsidierede børnepasningspladser.

Modellen er karakteriseret ved høj grad af omfordeling, både vandret (fra erhærvsaktive til ældre og børn) og lodret (fra høje til lave indkomster). Den skandinaviske model er med til at skabe en stor middelklasse netop fordi de høje omfordelinger udligner indkomstforskelle. Den store offentlige sektor leverer selv størstedelen af velfærdsydelserne frem for at overlade dem til markedet.

Den residuale velfærdsmodel (den liberale model)

Hvad sker der, hvis du mister dit job i USA og ikke har en privat forsikring? Du kan søge om arbejdsløshedsunderstøttelse fra staten, men ydelsen er lav og varer typisk kun 26 uger. Herefter er du overladt til egne besparelser, familie eller private velgørenhedsorganisationer. Det er den residuale models logik: staten er til for dem, der absolut intet har. Alle andre forventes at klare sig via markedet.

Den residuale model, også kaldet den liberale eller angelsaksiske model, er udbredt i USA, Australien, Canada og i en blødere variant i Storbritannien. Skattetrykket er lavt, og den offentlige sektor er lille. Markedet spiller en central rolle for sundhed, pension og uddannelse. De offentlige ydelser er målrettede og behovsbestemte: man skal dokumentere, at man ikke har andre muligheder, for at modtage dem.

En konsekvens af den residuale model er, at middelklassen har begrænset glæde af velfærdsstaten og i stedet investerer i private forsikringer, private skoler og private pensionsordninger. Det svækker den politiske opbakning til det offentlige system yderligere. Resultatet er ofte voksende ulighed og et todelt samfund, hvor gruppen af offentlige hjælpemodtagere stigmatiseres.

Den selektive velfærdsmodel (den centraleuropæiske model)

Forestil dig, at du har arbejdet i Tyskland i 20 år og betalt obligatoriske forsikringsbidrag via din arbejdsgiver. Mister du dit job, modtager du arbejdsløshedsunderstøttelse, der i starten kan udgøre op til 60% af din tidligere nettoløn. Det er ikke gratis godhed fra staten, men et system, der udbetaler det, du selv og din arbejdsgiver har indbetalt. Det er selektiv velfærd i praksis: du får i forhold til, hvad du har bidraget med.

Den selektive, eller korporative, velfærdsmodel findes i en række lande i Central- og Sydeuropa: Tyskland, Frankrig, Østrig og Belgien. Ydelserne er knyttet til obligatoriske socialforsikringsordninger fra arbejdsmarkedet. Hvad man får, afhænger af, hvad man og ens arbejdsgiver har indbetalt. Omfanget af velfærdsydelserne er lavt for dem med svag arbejdsmarkedstilknytning, men højt for dem med lange, stabile arbejdsliv.

Modellen har dybe historiske rødder. Den tyske rigskansler Otto von Bismarck indforte i 1880'erne tvungne forsikringsordninger for arbejdere: sygeforsikring i 1883, ulykkesforsikring i 1884 og aldersforsikring i 1889. Disse grundprincipper, kaldet Bismarck-modellen, præger stadig de centraleuropæiske velfærdsstater i dag. En anden hjornesten er subsidiaritetsprincippet: hjælpen skal ydes på det lavest mulige niveau. Familien hjælper familien. Kirken og frivillige organisationer træder til, når familien ikke kan. Staten er den allersidste udvej.

En kritik af den selektive model er, at den reproducerer ulighed. Den, der aldrig har haft fast arbejde, herunder kvinder i traditionelle husmorroller, unge uden erhærvserfaring og indvandrere med svag arbejdsmarkedstilknytning, er dårligst stillet. Ydelserne er højere for dem med høje indbetalinger og lave for dem med få, hvilket kan cementere sociale skel.

Sammenligning af de tre velfærdsmodeller

Tabellen nedenfor samler de vigtigste kendetegn ved de tre modeller. Husk altid: der er tale om idealtyper, og de fleste velfærdsstater kombinerer elementer fra mere end én model.

Fordele og ulemper ved de tre modeller

Valget af velfærdsmodel er i bund og grund et politisk valg om prioriteter: frihed til at beholde sin løn kontra tryghed for alle. Der er ikke én model, der er objektivt bedst, men hver model har tydelige fordele og ulemper, som du skal kunne redegøre for i samfundsfag.

Den universelle model: bred tryghed med høj pris

Fordelene er tydelige: alle er sikret, og ingen behøver frygte at miste alt ved sygdom, arbejdsløshed eller alderdom. Det skaber høj social tryghed og lav ulighed. En stor middelklasse har stærk interesse i at bevare systemet, fordi alle nyder godt af det. Det giver bred og stabil politisk opbakning, som gør systemet robust over tid.

Ulemperne er primært økonomiske. Det høje skattetryk kan kritiseres for at svække incitamentet til at arbejde mere eller starte virksomheder. Fra liberal side hævdes, at høje marginalskatter på et tidspunkt kan reducere den samlede økonomiske aktivitet. Danmark balancerer denne kritik med et fleksibelt arbejdsmarked og en tradition for høj arbejdsdeltagelse via flexicurity-modellen.

Den residuale model: individuel frihed med svagt sikkerhedsnet

Fordelen ved den residuale model er lavt skattetryk og stor individuel frihed. Borgerne beholder en større andel af deres løn og kan selv bestemme, hvad de bruger den på. Det kan skabe høj produktivitet og dynamik i erhærvslivet.

Ulemperne er et svagt socialt sikkerhedsnet. De, der falder ud af arbejdsmarkedet, er overladt til sig selv, private forsikringer og velgørenhed. Det fører til stor social ulighed. I USA ses dette tydeligt: landet har et af verdens højeste BNP pr. capita, men også en af de højeste grader af indkomstulighed blandt OECD-lande.

Den selektive model: belønning for bidrag, men ulige dækning

Den selektive model belønner dem, der bidrager til systemet, og skaber stærke incitamenter til at arbejde. Finansieringen via obligatoriske forsikringsordninger er typisk stabil og forudsigelig. I lande som Tyskland og Frankrig har den sikret arbejdstilknyttede borgere høje og stabile ydelser i årtier.

Ulempen er ulige dækning. Dem med svag tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder hjæmmegående forældre, unge uden erhærvserfaring og personer med mange jobskifte, er dårligst stillet. Modellen kan cementere sociale skel frem for at udligne dem.

Sådan bruger du velfærdsmodellerne til eksamen og synopsis

1. 1

   Identificer hvilken model landet bruger

   Kig på finansiering (skat vs. forsikring vs. privat), dækningsgrad (alle vs. tilknyttede vs. svageste) og størrelsen af den offentlige sektor. Husk, at intet land passer 100% ind i én model.

2. 2

   Forbind modellen med en ideologi

   Den universelle model afspejler socialdemokratisk tænkning. Den residuale model afspejler liberalisme. Den selektive model afspejler konservatisme. Brug dette i din analyse af politiske partiers velfærdspolitik.

3. 3

   Inddrag fordele og ulemper i din analyse

   Redegør ikke bare for, hvad modellen er. Diskutér konsekvenserne: hvem drager fordel, hvem er dårligt stillet, og hvad er de samfundsmæssige konsekvenser af omfordelingen?

4. 4

   Husk idealtypeforbeholdet

   Skriv altid, at modellerne er idealtyper og forenklinger. Argumenter for, at dit analyseland kombinerer elementer fra mere end én model.

5. 5

   Brug Esping-Andersen som kildeangivelse

   Citér "The Three Worlds of Welfare Capitalism" (Esping-Andersen, Princeton University Press, 1990) som primær kilde. Det løfter dit analytiske niveau markant i synopsen.

Til skriftlig prøve og synopsis i samfundsfag er det afgørende, at du både kan redegøre for og analysere velfærdsmodellerne. Redegørelse er at beskrive kendetegnene og give eksempler. Analyse er at koble dem til ideologier og konkrete lande. Diskussion er at afveje fordele og ulemper. Mange studerende stopper ved redegørelses-niveauet og mister karakterpoint, fordi de ikke analyserer og diskuterer.

Danmarks velfærdsmodel under pres

Er Danmark stadig et rent eksempel på den universelle model? De fleste samfundsforskere vil svare: ikke helt. Folkepensionens grundbeløb er universelt, dagpenge er forsikringsbaserede, og børnefamilieydelsen er siden 2014 gjort indkomstafhængig. Private sundhedsforsikringer er vokset massivt de seneste år. Det er bevægelser væk fra den rene universelle model i retning af mere selektive elementer.

Et unikt dansk træk er flexicurity: kombinationen af et fleksibelt arbejdsmarked og høj social sikring. Virksomheder kan forholdsvis nemt afskedige medarbejdere, men til gengæld garanterer staten høj dagpengederkning og aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det giver Danmark en kombination af dynamik og tryghed, som er sjælden i international sammenhæng og fremhæves af The Economist som et af Danmarks mest progressive træk.

Den universelle model er under pres fra tre sider. Først er der den demografiske udfordring: andelen af borgere over 60 år stiger fra 25% i 2016 til anslået 29% i 2030, og der er færre erhærvsaktive til at betale for velfærden. Derefter presser globaliseringen: virksomheder flyttes til lande med lavere lønninger, og skatteindtægterne falder. Endelig rejser EU-regler spørgsmål om, hvem der har ret til danske velfærdsydelser. Disse udfordringer leder til politiske spændinger, som kan give eksamensangst hos mange gymnasieelever, men de er vigtige at forstå for at analysere den danske velfærdsmodels fremtid.

Kritik af Esping-Andersens model

Esping-Andersens model er den mest citerede i komparativ velfærdsforskning, men den er ikke uden svagheder. Den primære kritik lyder, at tre kasser er for lidt til at beskrive verdens komplekse velfærdsstater. Den britiske NHS er fx et universelt sundhedssystem i et land, der ellers beskrives som residualt. Japan passer vanskeligt ind i nogen af kategorierne. Nyere forskning tyder endvidere på, at velfærdsmodellernes sammensetning har ændret sig siden 1990.

Professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet har videreudviklet modellen ved at tilføje en ekstra dimension: grundlaget for tildeling af ydelser. Hans model opererer med to akser: én, der viser hvem der kan modtage (alle borgere vs. kun arbejdsmarkedstilknyttede), og én, der viser om ydelsen gives via retsprincip (krav) eller skønsprincip (individuel vurdering). For at analysere velfærdsmodeller i din opgave kan det også være nyttigt at lave en SWOT-analyse af landets model og supplere med kvalitativ og kvantitativ metode når du indsamler empiri.